Historien om Tommy og Rasmus Seebach er et af dansk populærmusiks helt store eventyr og bliver nu sat op som musical af Fredericia Teater. Berlingskes musikredaktør fortæller her den turbulente historie om fædre og sønner, op- og nedture, succes, arv og anerkendelse.
Hvad tænker du, når jeg siger Seebach? Tommy eller Rasmus? »Disco Tango« eller »Natteravn«? Svaret afhænger nok af, hvilken generation du tilhører. Men uanset om det er den ene eller anden, så er Seebach-navnet uløseligt forbundet med mundrette sange og perlende popmelodier, som har brændt sig fast i danskernes bevidsthed på tværs af generationer.
Alene det gør far og søn til et godt udgangspunkt for den længe ventede Seebach-musical, som har premiere på Fredericia Teater i slutningen af september. Musikken er på plads.
Men det er den gode historie så sandelig også. Fortællingen om Seebach-klanen rummer alle elementerne til et gribende familiesaga fuld af store op- og nedture, dramatiske vendepunkter og rørende forløsninger. Det er en historie om succes og fiasko, familie, kærlighed, liv, død, arv og genoprejsning.
Den musikalske familiesaga begynder i midten af 1960erne, hvor Tommy Seebach startede som helt ung teenager bag tangenterne i Sir Henry & His Butlers. Den charmerende unge fyr med de store krøller blev hurtigt populær blandt teenagepigerne. Tommy var ikke bare den yngste, han var også både den flotteste og den dygtigste i bandet. Han kunne ligne både Donovan og Mick Jagger, og udover at synge og spille klaver kunne han spille trommer og bas og skrive melodier.
Op gennem 70erne påbegyndte han sin solokarriere, men det var først, da han i 1979 vandt det danske melodi grand prix med sangen »Disco Tango«, at han for alvor bragede igennem og slog ind på det spor, der siden skulle definere hans liv og karriere.
To år tidligere var han blevet far for første gang til sønnen Nicolai, og da søn nummer to, Rasmus, fulgte i 1980, besluttede Tommy Seebach at flytte hele den lille familie ind i et stort fint hus på Drosselvej på Frederiksberg, hvor naboerne talte Jørgen De Mylius, Sanne Salomonsen og Dario Campeotto.
1980erne blev Tommy Seebachs storhedstid. Og det hele var stort set bundet op på hans deltagelse i melodi grand prixet, hvor han huserede med schlager-disco, oompa-oompa-bas og melodisk plimmelim. År efter år var han med, og når han vandt - som i 1981 med »Krøller eller ej« - var livet en fest. Flere spillejobs, ekstra mange penge i kassen, højere forbrug. Hele familiens liv var bygget op omkring Tommys karriere og faren land og rige rundt.
I slutningen af 80erne begyndte danskerne at få nok af at se de samme ansigter år efter år i dansk melodi grand prix. Danmarks Radio var sultne efter fornyelse, og det blev startskuddet til den store nedtur for Tommy Seebach. For en mand, der havde bygget hele sin karriere op omkring deltagelsen i melodi grand prixet - og var økonomisk afhængig af den øgede omsætning et stort hit kunne give - var udelukkelsen en katastrofe. Men nok også én, han burde have set komme.
I Sami Saifs stærke dokumentarfilm, »Tommy«, fra 2010, kan man se, hvordan Seebach i disse år forsvinder ned i en negativ spiral af alkohol og mere og mere desperate spillejobs. Pengene skulle jo stadig skrabes sammen, så regningerne kunne betales.
Det var også i denne periode, at han sammen med Keld Heick skrev »Under stjernerne på himlen« til datteren Marie.
Han var så glad for den, at han flere år i træk forsøgte at få den med i melodi grand prixet. Først tredje gang lykkedes det, og så gik sangen gudhjælpemig hen og vandt i 1993. Gang i butikken igen, og den gode stemning tilbage i huset på Drosselvej.
Glæden varede dog som bekendt kort: Ved Det Internationale Melodi Grand Prix sluttede sangen i den helt tunge ende.
Den dårlige placering betød, at Danmark var udelukket fra næste års internationale grand prix, og hjemme i Danmark gjorde både pressen og DR Tommy Seebach til den store syndebuk.
Herfra begyndte den personlige deroute, der ti år efter sluttede, da Tommy i 2003 faldt om med et hjertestop på Dyrehavsbakken på vej på arbejde på Bakkekroen. På det tidspunkt var han blevet skilt, huset på Drosselvej var blevet solgt, og han var reduceret til en kitschet 80er-joke med sørgelige spillejobs i Silvan og Rødovre Centrum på cv’et. Tommy Seebach blev 53 år.
Og så kunne historien egentlig have sluttet der. Som en tragedie. Men så havde der nok ikke været nogen musical her i 2017. Men med Rasmus Seebachs kæmpe succes som popstjerne op gennem 2010erne er der blevet tilføjet et nyt, rørende og anderledes positivt kapitel til sagaen om Seebach.
Men det at Seebach-navnet var blevet en joke og blev associeret med kitsch og dårlig smag, gjorde også, at det var op ad bakke i de første år. Der er nok ikke mange, der kan huske det, men Rasmus og Nicolai Seebach pladedebuterede allerede helt tilbage i 1999 som party-hiphop-duoen G-Bach. De var på ingen måde et flop, men vi var rigtig mange, der grinede hånligt af dem. Simpelthen fordi tanken om Tommy Seebachs sønner, der gerne vil lave sej hiphop, var for langt ude. Seebach var ikke noget at tage seriøst. Seebach var jo punchlinen på en dårlig 80er-vits.
Måske Rasmus og Nicolai kunne mærke den manglende vilje til at tage deres projekt seriøst? G-Bach hørte vi i hvert fald aldrig mere til, og op gennem 00erne holdt brødrene sig til at skrive og producere for andre i deres produktionsselskab Top Notch Music.
Da Rasmus Seebach endelig var klar til at træde frem i spotlyset igen, var det i en langt mere moden udgave. Debutsinglen »Engel« blev et gigantisk hit i 2009. Her var ingen smarte attituder. I stedet har det handlet om at være ærlig og ikke pakke tingene ind. Både i forhold til hans familiære ophav og i sangskrivningen. Det, du ser, er det, du får. Og det, du ser, er en Seebach, der er ikke er bange for sine rødder. Og som fra starten af har insisteret på at lade sin far leve videre i sine sange.
»Lov mig du ikke vil sige undskyld / for du har gjort mig til den jeg er,« lød det allerede på debutalbummet på sangen, »Den jer er«. Store, sentimentale og tilgivende ord fra en søn af en alkoholiker. Og siden har Rasmus da også igen og igen brugt sin egen succes til at give sin far den oprejsning og anerkendelse, han i de sidste mange år af sit liv følte, at han aldrig fik.
»Under stjernerne på himlen« har fået et nyt liv i de senere år takket være Rasmus, der både har genindspillet den og optrådt med den over hele landet. Men størst af alt var måske, da han i 2015 trådte op på scenen til den direkte tv-transmitterede fejring af Dronning Margrethes 75 års fødselsdag i Musikhuset i Aarhus. Han kunne have valgt at synge en af sine mange egne store hits. I stedet valgte han at synge sin fars ballade »Du’ det dejligste« fra 1983, mens gamle billeder af Dronning Margrethe og Prins Henrik kørte på storskærmen i baggrunden.
Med sin gestus gav Rasmus den ultimative genrejsning og anerkendelse til sin far: Tommy Seebach som det store emotionelle pay-off under fejringen af dronningens 75 års fødselsdag. Tommy Seebach som det rørende soundtrack til en royal romance. Med en for længst glemt sang genfortolket af hans søn. Det er ren H.C. Andersen.
Tommy genopstår i Rasmus’ musik. Både helt konkret, når Rasmus spiller sin fars numre, og i mere overført betydning, når Rasmus slægter sin far på med sin usnobbede og ærlige tilgang til popmusikken.
Rasmus’ drengeværelse lå i en periode klods op ad farens studie, og der er ingen tvivl om, at talentet for at skrive fængende melodier er gået i arv fra far til søn. Men det lader også til, at både Rasmus og Nicolai har taget ved lære af deres fars fejl. Der er ikke den samme slinger i valsen. Man kan sige, hvad man vil om Rasmus, men han går bundseriøst til sin metier.
For Tommy kom de fjollede bagateller og den lalleglade attitude til at skygge for de mere seriøse ting, han også lavede. Ingen tog ham seriøst eller alvorligt, når han prøvede at være det. Folk ville have sjov og ballade, så det forsøgte han at levere. Med det resultat, at han kun blev en endnu større joke.
Man kan høre Tommys stemme, når Rasmus synger. Det er især, når han synger af fuld hals. En stor maskulin stemme med en lidt hæs fornemmelse. Lige netop i det hæse ligger forbindelsen til Tommy. Og dermed også forbindelsen til smerten og forfaldet. For hvor hæsheden endnu ikke er særlig udtalt hos Rasmus, så blev den kun værre og værre hos Tommy i takt med at arbejde, bajere og smøger sled ham længere og længere ned.
At Rasmus skulle blive ligeså hæs er svært at forestille sig. På den måde er det ikke alting, der går i arv. Heldigvis.
