Kirsten Norholt er blevet ramt af en smertefuld lidelse, en såkaldt synovial cyste, der mere præcist beskrives som en udposning på rygsøjlen, hvilket genererer ulidelige smerter hos den ukronede revydronning.

- Det er frygtelig smertefuldt, og når det er værst, ved jeg slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Flere gange er jeg knækket sammen, fordi smerten går ned i mit højre ben og lammer det, fortæller Kirsten Norholt til B.T.

Ifølge Kirstens læge er cysten arvelig og er – siden hun var balletbarn i sine unge dage – kommet frem i tide og utide.

Fik næsten en aha-oplevelse

- Jeg fik nærmest en aha-oplevelse, da han fortalte mig det, for siden jeg var ung, har det altid været det punkt i lænden, hvor smerten var. Jeg oplevede det især efter, at jeg havde født Matilde, forklarer Kirsten, der i disse dage venter længselsfuldt på en indkaldelse, så den smertefulde cyste kan blive fjernet.

- Jeg håber snart, at jeg hører noget fra hospitalet, så jeg kan få den fjernet. Hvis det ikke sker, så vil jeg være invalideret af smerte hele mit liv, og det kan jeg slet ikke bære at tænke på. Man bliver jo også ramt psykisk – både af smerte, men også af tanken om, at der er noget frygteligt inde i ens krop, fortæller hun.

Dubleant måtte træde til

Kirsten Norholt blev hasteindlagt onsdag i sidste uge, bare 20 timer før hun skulle stå på scenen i Rødvig Revyen, hvilket gav hendes dubleant, Susanne Breuning, mindre end et døgn til at overtage pladsen. Men trods ulidelig smerte og flere dages hospitalsindlæggelse, trodsede Kirsten lidelsen og var tilbage på de skrå brædder i Rødvig revyen fredag aften med stærk smertestillende medicin i blodet.

- Jeg har behov for at være på scenen, som jeg betragter som mit andet hjem, og selvom det måske ikke helbredsmæssigt er det smarteste, så kan jeg slet ikke undvære det. Jeg har behov for at stå i lyset og mærke publikum, fortæller Kirsten Norholt, der er blevet plejet og sørget for, når hun er hjemme hos sin mand, Flemming Sørensen, som hun har været sammen med i 30 år.

- Han har været så vidunderlig og har sørget for alt herhjemme. Også min datter Matilde har været så sød. Hun kom med en kæmpe kurv fyldt med bøger, smoothies og nødder, da jeg var indlagt. Men de er selvfølgelig bekymrede, og det er jeg jo også selv, fortæller Kirsten Norholt.