Til sommer bliver skuespilleren Mille Dinesen mor, og det lægger hun specielt ikke skjul på. Hun viser nemlig nu den store mave frem på sin Instagram-profil.
Den kommende 44-årige mor glæder sig utrolig meget, og hun er ikke spor urolig over den vægt, hun har taget på.
’Tiden nærmer sig. Bedste vægtøgning i mit liv. Det er en dreng,’ skriver Mille Dinesen til billedet, som hun lagde op.
Det var tilbage i februar TV 2-programmet ’Natholdet’, at Mille Dinesen offentliggjorde sin graviditet.
Mens rulleteksterne kørte i bunden af skærmen, og der kun var få minutter tilbage af programmet, spurgte værten Anders Breinholdt, hvad Mille Dinesen nu skulle hjem og lave.
»Nu tager jeg hjem med alle gaverne (som hun fik i programmet, red.), og så hygger jeg mig lidt. Så tager jeg måske lidt ud at rejse og hygger mig. Og så føder jeg en baby i august og spiser noget god mad,« svarede hun.
Det svar overraskede tilsyneladende værten.
»Den skal jeg lige have igen. Du føder et barn i august?,« sagde Anders Breinholt.
»Ja, jeg er gravid,« udbrød skuespilleren, mens publikum brød ud i klapsalver.
Mille Dinesen har ellers tidligere fortalt offentligt, at hun har haft svært ved at få børn
I februar 2017 kom det frem, at den 44-årige skuespiller ikke længere var kæreste med Thomas Busch og samtidig fortalte hun, at hun havde forsøgt at blive gravid i ti år. Men det betød ikke dengang, at hun havde mistet modet.
»Jeg har blod som en tyveårig og en stor æggereserve, men det gør det jo ikke mindre frustrerende. Faktum er, at jeg efter ti års forsøg stadig ikke er blevet gravid, og tiden og alderen arbejder imod mig. Af natur kan jeg heller ikke bare sidde og vente. Jeg bliver nødt til at handle,« fortalte Mille Dinesen til ALT for damerne i december.
Mille Dinesen vil ikke afsløre, hvem der er far til hendes barn.