Journalist og nu tidligere radiovært på Radio24syv René Fredensborg har mistet endnu en arbejdsplads. Han er ikke længere at finde i Berlingskes debatunivers.

Det skriver Filmmagasinet Ekko.

Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, bekræfter Fredensborgs exit over for B.T. i en sms, men hun vil ikke give en begrundelse for samarbejdets ophør.

’Jeg kan bekræfte, at han ikke længere skriver klummer for Berlingske, og jeg har ikke yderligere kommentarer,’ skriver Anne Sophia Hermansen til B.T.

B.T. har tidligere erfaret, at René Fredensborg lagde en ukendt mængde euforiserende stoffer i en Radio24syv-camper, som to medarbejdere kørte til Folkemødet på Bornholm. De to medarbejdere brød dermed loven, da de transporterede stofferne fra Danmark gennem Sverige til Bornholm.

Få dage efter fratrådte René Fredensborg sin stilling på Radio24syv. Radioens administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Jørgen Ramskov, havde følgende at sige:

»René Fredensborg er dags dato fratrådt på Radio24syv. Vi kigger nu efter en afløser til hans programmer, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer,« sagde Jørgen Ramskov.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra René Fredensborg, der er kendt for at være en journalist med en provokerende og eksperimenterende tilgang til faget. Især den eksperimenterende side beviste han sidste år, da han og de andre paneldeltagere i programmet ’René Linjer’ før udsendelsen havde taget det ulovlige hallucinerende ecstasy-stof MDMA.

Fredensborg har gennem længere tid skrevet ugentlige klummer i Berlingske, men ingen klumme har været udgivet siden den 14. juni – dagen, hvor Folkemødet åbnede. Fredensborgs seneste klumme skulle have været trykt den 21. juni, men klummen i avisen den dag var skrevet af Anne Sophia Hermansen selv.