Michael Jacksons død kunne være undgået, hvis bare hans mor havde besøgt ham. Det mener den afdøde popstjernes far, Joe Jackson.

Det skriver tmz.com.

Joe Jackson har i et interview til den britiske avis News of the World sagt, at han diskuterede meget med Katherine Jackson i tiden op til Michaels død.

Joe mente nemlig, at Katherine burde besøge sin søn. Joe Jackson fortæller, at Michael Jackson så 'lidt sjov og svag' ud, og at han opfordrede Katherine Jackson til at se Michael Jackson, så hun kunne muntre ham op. Men det nægtede fru Jackson angiveligt, fordi hun ikke ville trænge sig på.

Joe Jackson mener, at havde Katherine Jackson gjort, som han havde sagt, ville Michael Jackson stadig være i live.

Det postulat får Katherine Jacksons advokat op af stolen.

- Verden ved, at fru Jackson altid har været en kærlig mor og bedstemor, og at hun og Michael Jackson havde et ganske særligt forhold, siger advokaten Adam Streisand till tmz.com.

- Verden ved også, hvem Joe Jackson er, og han virker stålsat på, at vi aldrig skal glemme det, tilføjer Katherine Jacksons advokat.

Michael Jackson døde 25. juni sidste år, efter hans livlæge Conrad Murray havde indsprøjtet det farlige bedøvelsesmiddel Propofol i popkongens årer, så han kunne få en ordentlig nats søvn.

Katherine og Joe Jackson blev gift i 1949. De er stadig lovformeligt gift, selvom de i årevis har boet hver for sig.

Michael Jackson havde inden sin død skåret sin far ud af sit testamente. Ifølge tmz.com har Katherine Jackson dog sørget for, at Joe Jackson indtil nu har fået lommepenge af dødsboet. Men nu skulle der angiveligt være lukket for pengekassen.