Lathar Friis har lært syv forkælede piger at klare sig i junglen, men de har også lært ham noget om livet

Gennem de seneste 16 år har han været med til at lave film-succeser som 'Flammen & Citronen' og Susanne Biers Oscarvinder 'Hævnen'. Men det er først nu, at Lothar Friis selv for alvor træder frem på skærmen.

I sidste uge mødte de danske tv-seere den 45-årige tidligere jægersoldat i TV2s nye programserie 'Ingen kære mor-alene i junglen', hvor han lærer syv forkælede teenagepiger at overleve i Borneos jungle.

- Nogle af pigerne kom fra at shoppe for 25.000 kr. på farmands kreditkort. Alligevel var de noget stærkere, end de lige udgav sig for. De skulle bare lære at stå på egne ben, siger Lothar Friis, der siden har fået mange søde sms'er fra pigernes forældre, der er glade for, at han har hjulpet deres børn.

Vil ikke sammenlignes med B. S.

Serien har allerede fået mange seere, og flere har kommenteret, at Lothar Friis har en slående lighed med jægersoldaten B. S. Christiansen. Det ærgrer ham.

- Jeg har det skidt med at blive kaldt den nye B. S. Mange siger, at jeg lyder som ham, og så siger jeg: 'Nej, jeg lyder som en jægersoldat'. Jo, vi har samme profil, og B. S. har været min læremester, men siden gik jeg mine egne veje, understreger Lothar Friis, som føler, han har kæmpet for at nå dertil, hvor han er nu.

Bl. a. var Lothar igennem et svært castingforløb, inden han blev ekspeditionsleder i 'Ingen kære mor-alene i junglen'. I dag er han lige så stolt over at have fuldført den mission, som da han i sin tid kom ind i Jægerkorpset. For det var en stor opgave at skulle leve op til det kæmpe ansvar, som pigernes forældre lagde på hans skuldre.

- Jeg var pigernes far i junglen, og vi blev meget tætte. Men mine ører var trætte til sidst. Hold da kæft, hvor de piger kunne snakke. Selv papegøjerne kunne ikke få ørenlyd. Men der var nemt til smil, selvom jeg til tider var nødt til at puste mig op, husker Lothar Friis og fortæller, at pigerne også har lært ham noget.

- De fortalte mig , hvad der var vigtigt for dem i forhold til deres far . Det gav mig mulighed for at reflektere over forholdet til mine egne døtre. Det fik jeg mange gode snakke med pigerne om. For hvad er tilstedeværelse? Jeg fik flyttet min overbevisning, og nu ved jeg, at det ikke kan gøres op i 10 minutter eller en time. Det handler om at være til stede og lytte til , hvad mine døtre har lyst til.

Far til fire

Lothar Friis er nemlig selv far til fire børn, og selvom han er meget opmærksom på ikke at være en curling-far , der bærer sine børn gennem tilværelsen, indrømmer han, at den ældste søn på 16 ikke ville kunne vaske sin egen T-shirt.

- Jeg prøver at give mine børn en selvstændighed på et meget tidligt stadie.

Måske også tidligere end deres mødre vil.

Jeg har tre skilsmissebørn, som meget hurtigt lærte at tage tog og fly alene. Og jeg synes, min søn Robin på ni år er gammel nok til selv at gå hjem fra skole. Men det synes hans mor ikke.

Ikke bare Puk Elgårds kæreste

Kvinden, som Lothar Friis gennem de sidste 11 år har diskuteret børneopdragelse med, er tv-værten Puk Elgård. Og hidtil er Lothar kun blevet omtalt i medierne som Puk Elgårds kæreste.

- Jeg føler, jeg bliver umyndiggjort, for det fjerner fokus fra det, jeg vil. Jeg har min egen stolthed, forklarer Lothar Friis.

Jeg har læst, at Puk Elgård synes, du er lækker i programmet. Hvad tænker du om det?

- Haha. Det er skønt at få den tilkendegivelse af den, man deler hjerterum med.

Puk er en kæmpe støtte for mig . Hun har rådet mig til at være direkte og at gøre op med mig selv, hvad mit budskab er. Det håber jeg, jeg har gjort.