I dag klokken 13.00 blev den elskede tv-læge og brevkasseredaktør Jannie Helle begravet i Værløse kirke efter længere tids kamp med sygdom. Alle var enige om, at det var en smuk begravelse.

- Det var en rørende, intens og dyb ceremoni. Præsten ramte plet på mit billede af Jannie Helle. Hun var meget gavmild. Hun gav meget af sig selv til andre mennesker, fortalte en rørt Carl-Mar Møller til Bt.dk, da han kom ud af kirken.

De to har mødtes i mange tv-debatter op gennem 90'erne og opbygget et venskab. Blandt andet skrev Jannie Helle forordene i hans bog: 'Hvordan skaber du stærke børn' fra 2000. 

Fattet forsamling

Jannie Helle døde sidste søndag på Hvidovre hospital blot 50 år gammel efter en langvarig skleroselignende sygdom, og det var en fattet skare, som onsdag mødte op i kirken.

- Hun havde talent, og livslysten smittede. Jeg synes bare, jeg skulle komme og sige farvel, fortalte den tidligere socialdemokratiske minister Jytte Hilden til Bt.dk. Hun underviste Jannie Helle på Nørre Gymnasie i København og var derfor mødt op i Værløse.

Jannie Helles søn Peter(26) og ældste datter Rebecca(23) stod før ceremonien foran kirken iført solbriller og tog imod gæsterne. Indenfor var kisten dekoreret med smukke blomster.

Præst Inger Merete Hansen, der er en gammel veninde og blandt andet konfirmeret sønnen, havde bedt pressen om at blive udenfor, men efterfølgende havde hun tid til at sætte ord på begravelsen:

- Det var meget smukt og rørende. Det er svært at sige hvad det præcist var. Det var bare helheden, sagde Inger Merete Hansen om at skulle tage afsked med sin gamle veninde.

Fået obduktionsrapporten

Der har været uvished om den reelle dødsårsag. Familien har nu fået obduktionsrapporten, men af respekt for Jannie Helle melder de først svar ud i morgen torsdag:

- Vi har besluttet ikke at tale med nogen i dag, men koncentrere os om begravelsen. I morgen vil vi sende en meddelelse ud om obduktionsrapporten, men den er meget umystisk, sagde Jannie Helles søster Merete Pryds Helle til Bt.dk før begravelsen.

Det har været en lang og sej kamp for Jannie Helle. De sidste par år har hun været bundet af en kørestol på grund af sygdomme, som lægerne ikke har kunne forklare.

Eksmand blev væk i respekt

Derudover har hun kæmpet med eksmanden musikeren Max Bonnén. Større indviklede skænderier om hvem der udnyttede hvem økonomisk har efterladt en kamp mellem Max Bonnén og børnene. Efter børnenes ønske blev han væk fra begravelsen.

Hun efterlader sig tre børn Peter(26), Rebecca(23) og Johan(17).