Han ved godt, at han er et heldigt asen. At han og hans kone har knækket koden til et langt og godt ægteskab. Det lyser ud af dem begge.

»En af fiduserne er, at du gør det, du er god til, og holder dig fra dét, du ikke er god til,« lyder den simple forklaring fra Jacob Haugaard, som for længst har erkendt, hvad han afgjort ikke er god til.

Penge.

»Derfor giver jeg dem bare til Ilse. Jeg har skovlet pengene over til hende. Jeg blander mig overhovedet ikke,« griner den kendte entertainer, som da også kalder hustruen Ilse Wilmot for sin økonomiminister.

»I økonomi ligger fremtiden indbygget, og den skal jeg ikke have med at gøre, for så begynder alt sammen at gå galt,« forklarer han.

Gennem sin lange karriere har Jacob Haugaard tjent gode penge. Rigtig gode penge. Og han husker, hvordan han fra sin arbejderklasseopvækst havde lært at male fanden på væggen, tage pengesorgerne og bekymringerne på forskud.

»For 30 år siden siger Ilse så: 'Kan du ikke bare holde din kæft. Så længe vi har kendt hinanden, er det jo kun gået fremad'.«

»Først blev jeg enormt sur, men da jeg fik tænkt mig om, kunne jeg godt se, at der var noget om snakken.«

Siden da har Ilse Wilmot passet pengesagerne.

12. maj fylder Jacob Haugaard 70. Samme dag har han og Ilse Wilmot 40-års bryllupsdag. Og datosammenfaldet er ikke tilfældigt. Det skulle nemlig gøre det nemmere for ham at huske bryllupsdagen. Hvilket ikke altid lykkes.
12. maj fylder Jacob Haugaard 70. Samme dag har han og Ilse Wilmot 40-års bryllupsdag. Og datosammenfaldet er ikke tilfældigt. Det skulle nemlig gøre det nemmere for ham at huske bryllupsdagen. Hvilket ikke altid lykkes. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»For hver gang jeg går ind i banken for at hæve penge, er jeg så meget gadedreng endnu, at jeg griner hele vejen ud af banken, tænker 'så hoppede de sgu på den igen'.«

»Og hver gang ryster Ilse på hovedet ad mig og siger: 'Det er jo dine egne penge, mand'. Det vænner jeg mig aldrig til.«

»Jeg tænker altid, at hvis de giver mig penge, må der være noget svindel med i det. Det er sådan en kørefejl, jeg har. Og så skal jeg bare ikke have med penge at gøre.«

»Og Ilse er altså også meget bedre til at bruge dem end mig,« griner han.

De seneste år har hans kone gennem 40 år også fungeret som Jacob Haugaards manager. Og nu, hvor børnene for længst er fløjet fra reden, har parret mere tid sammen. Ofte, når Jacob skal ud at optræde, tager Ilse med.

»Så har vi hyggeture og snakker i bilen, og jeg hjælper ham med at holde sig vågen på vejen hjem. Så siger jeg nok, som jeg ved, at han bliver møgsur over, og så kommer vi lynhurtigt hjem,« fortæller Ilse Wilmot med et veltilfreds smil.

For efter så mange års ægteskab lægger ingen af dem skjul på, at de ved præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at opnå dét, de vil.

»Du er eddermame lige så stridslysten, som jeg er,« griner Jacob Haugaard og erkender, at bølgerne sagtens kan gå højt mellem dem.

»Jeg har altid været sådan én, der lagde det hele ind på rouletten. Og når jeg gør det med Ilse, når jeg elsker hende så højt, så må jeg også finde mig i, at jeg indimellem hader hende lige så højt.«

Men frem for alt ved de, hvordan de skal værne om hinanden. Har under den lange coronanedlukning blot fået bekræftet, hvor gode de er sammen.

Selvfølgelig har de haft deres kriser gennem et langt ægteskab. Ikke mindst dén, som Jacob Haugaards alkoholmisbrug forårsagede, der for 30 år siden fik Ilse til at forlade ham. I en uges tid.

Siden har han været ædru.

»En del af min ædruelighed er, at jeg for guds skyld ikke må forfalde for meget, for så ryger jeg pludselig ud af tangenten, er helt ligeglad med det hele. Så jeg skal hele tiden huske at være forfængelig.«

»Det er Ilse også. Hun er altid lækker. Det er også vigtigt at huske. Selvom jeg fylder 70, og vi har været gift i 40 år, skal jeg huske at sige til Ilse, at hun ser godt ud. Bage på hende,« siger Jacob Haugaard og smiler til sin kone.

Først kærligt. Så drilsk.

De griner godt sammen. Men bølgerne kan også gå virkelig højt mellem Jacob Haugaard og Ilse Wilmot. »Vi kan blive helt latino-agtigt gale i hovedet begge to.«
De griner godt sammen. Men bølgerne kan også gå virkelig højt mellem Jacob Haugaard og Ilse Wilmot. »Vi kan blive helt latino-agtigt gale i hovedet begge to.« Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Vi har meget temperament begge. Nærmest sydlandsk, kan blive helt latino-agtigt gale i hovedet.«

»Ja, vi er vel begge sådan lidt for meget, lidt for forstyrrede i styrehuset, har alt for meget energi. På mange måder er det utroligt, at det er gået så godt.«