Han har interviewet de største stjerner og stået på den røde løber til Oscar-uddelingen. Alligevel bliver Jesper Steinmetz ikke benovet over stjernerne.
Og dog alligevel. For han blev måske nok lidt star struck, da han interviewede skuespilleren Glenn Close.
»Det var sgu ret stort. Det fascinerede mig meget at interviewe hende, fordi jeg både havde set hende i teatret og på film. Og så har jeg også interviewet Danny Glover (kendt fra filmen 'Dødbringende våben', red.), det var sgu også ret stort,« lyder det fra den snart 55-årige USA-korrespondent.
Det hele startede faktisk i en interimistisk hjemmebiograf i Gug i 80erne, hvor der både var filmprogram, filmplakater, billetter og sågar et rødt velour gardin foran lærredet. Men mere om det senere.
Den værste, han nogensinde har interviewet, er Michelle Pfeiffer. Hun var 'dum som et bræt', fortæller Jesper Steinmetz i telefonen fra USA.
»Jeg kan huske, jeg tænkte, 'hold kæft, hun ser også godt ud i virkeligheden'. Men hun sad bare og sagde sådan nogle almindeligheder, og hun kunne se på mig, at jeg undrede mig over hendes svar, og hun sagde faktisk 'ja, det giver vist ikke så meget mening.' Jeg ved ikke, om hun er dum, men hun var ligegyldig at tale med.«
Jesper Steinmetz startede faktisk sin rejse i Gug. Nærmere bestemt i et villakvarter på T.H. Stauningsvej, som familien flyttede til, da han startede i 6. klasse.
Faderen havde fået sig en overlægestilling på Aalborg Sygehus, hvor moderen også var hospitalslaborant.
»Da mine forældre var oppe at kigge på hus, var det et krav, at der var plads til en hjemmebiograf,« fortæller Jesper Steinmetz og fortsætter:
»Og det blev der så. Et sted bagest i garagen.«
Dengang var det ikke de tretimers blockbusters, du kender fra biografen i dag, der blev vist. Mere et 25-minutters sammenklip af de mere uhyggelige af slagsen. 'Alien'. 'Dødens gab'. Den slags film.
Det var et meget åbent og støttende hjem, Jesper Steinmetz kommer fra.
Faktisk i sådan en grad, at faderen printede biografannoncer ud på sygehusets printere og tog dem med hjem, så Jesper kunne dele dem ud i klasserne på Gug Skole.
»Når min far var på vagt i weekenden og tog telefonen, sagde han 'Steinmetz', og det var der jo ikke noget unaturligt i. Men jeg blev sur på ham, over at han ikke sagde 'Minibio – det er Steinmetz', for billetkontoret var jo åbent, og jeg viste film i weekenden. Men der gik grænsen alligevel,« fortæller Jesper Steinmetz grinende.
Biografen – eller Minibioen – var komplet med røde gardiner, filmplakater i glasmontrer og billetter, som skulle klippes over.
Og Jesper Steinmetz' hjemmebiograf har indprentet sig i hukommelsen på dem, der dengang besøgte hans biograf.
»Den mest syrede oplevelse, jeg har haft, var, da jeg dækkede OL i Rio i 2016. Der kom en dansker, der boede i Brasilien, og fortalte mig, at han kunne huske min Minibio.«
Jesper Steinmetz har blandt andet haft en karriere på Jyllands-Posten som kulturjournalist.
Her rejste han verden rundt for at interviewe de helt store.
Men det blev ret hurtigt kedeligt at skifte den ene europæiske hovedstad ud med den anden.
»Det virker måske arrogant at sige, men til sidst blev det bare sådan 'nå, er det Madrid og Madonna i morgen og Paris i overmorgen?' Det er præcis, som man ser det i filmen Notting Hill, hvor man har fem minutter til at interviewe stjernerne. Det blev med tiden røvsygt,« fortæller Jesper Steinmetz og fortsætter:
»Jeg fik bare ikke nok ud af det. Film er min personlige interesse, men det er ikke nok til at tilfredsstille mig som journalist. Der er simpelthen ikke nok hardcore konflikt i det. Det er ikke dagsordensættende, og det savnede jeg.«
Derfor var han heller ikke bleg for at takke ja til en stilling som USA-korrespondent, og i dag bor han i Washington D.C. på 12. år.
Under tre skiftende præsidenter har han dækket skelsættende begivenheder fra Guds eget land, inklusiv at stå på den røde løber.
»Når jeg står på den røde løber, så står jeg præcis og tænker: 'Gid du kunne fortælle ham Jesper i 6. klasse, at en dag vil du stå ude foran Oscar-teatret på den røde løber. Det er lige så fantastisk at stå og tale med filmstjerner, som det var, da jeg var 12-13 år.«
