Så bryder den danske Take That-feber langt om længe ud! Gary, Robbie, Jason, Howard og Mark ankom i går til København - og fredag og lørdag aftener de klar til at give to mesterlige koncerter i Parken.

I går eftermiddags landede kongerne af boybands i den lille lufthavn i Roskilde, erfarer MSN Starlounge. Og flere fans har til B.T. meddelt, at de fem drengerøve skal bo på det eksklusive hotel Nimb i København, hvor de også før har boet. Oplysningen vil Tivoli dog hverken be- eller afkræfte over for B.T.

Katastrofal druktur

I dag er det netop et år siden, at Robbie Williams officielt meddelte, at han var ’Back for Good’ efter mange år væk fra boybandet - og endnu flere skænderier.

I sommeren 1995 tog Robbie Williams på druk med Oasis-brødrene og vendte først tilbage 15 år efter.

Det er den korte udgave af bruddet mellem verdens på det tidspunkt største boyband og en 21-årig fordrukken Robbie, som ikke længere gad være korsanger for gruppens alfahan Gary Barlow.

Robbie Williams var kun 16, da han i 1990, som yngste medlem, blev optaget i Take That. Berømmelsen eksploderede, pigerne skreg, som var det The Beatles, og Robbie kunne hverken styre forholdet til alkoholen og stofferne - eller det faktum, at Take That var Gary Barlows band. Robbie ville selv, og da Take That ikke længere ville Robbie, lod de ham gå.

- Jeg er 21, jeg er i Storbritanniens største popgruppe, og jeg er ved at kede mig ihjel, lød ordene fra Robbie til B.T. 20. juli 1995, før han indledte en årelang mudderkastning mod Take That og Gary især.

Kaldte Gary idiot


- Jeg hørte ham (Robbie, red.) i radioen kalde mig ’dickhead’ (Et grimt engelsk ord for idiot, red.). Jeg synes, han er en bastard, og det sårer mig. Hvis jeg ser ham igen, ville jeg ikke vide, om jeg skulle slå eller give ham et knus, sagde Gary Barlow til den engelske avis The Sun i 1999 efter flere års offentlig ydmygelse.

Robbie havde som bibeskæftigelse at gøre grin med Garys overvægt og haltende solo-karriere, og på sin mega sællert af et album ’Escapology’ fra 2002 lagde han et ekstra ’hemmeligt’ nummer på cd’en med titlen ’Where Did Gary Barlow Go?

Sammen til fodbold


Vendepunktet indtraf i november 2008, da Robbie og Gary blev set sammen til en fodboldkamp i London. Journalisterne var straks over de gamle rivaler, som ikke kunne lade være med at drille:

- Vi har ikke sagt et ord til hinanden. Nu må vi se hvad der sker, lød det efter kampen. Samme år havde Take That - uden Robbie - succesfuldt fundet sammen, mens Robbie både pladesalgsmæssigt og menneskeligt var ved at skrabe bunden.

Stridsøksen begravet

Derfor virkede det ikke ulogisk, da Robbie og Gary officielt begravede stridsøksen sidste sommer, med udsendelsen af duetten ’Shame’ til Robbies opsamlingsalbum. I sangen synger de om, hvor dumme de havde været, og hvordan de aldrig havde lyttet til hinanden.

Et par måneder senere udkom Take Thats første album som samlet gruppe i 15 år, og med en million solgte billetter i løbet af de første 24 timer har sommerens genforeningsturné slået alle rekorder. Take That er fem igen og klar til Parken.