Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Flora Ofelia Hofmann Lindahl måtte sidste år droppe ud af gymnasiet, da hendes skuespilkarriere tog fart.
Men nu er hun begyndt i skole igen, fortalte hun til den fremmødte presse forud for årets Robert-uddeling.
»Lige for tiden går jeg i skole på HF i 1. g,« fortalte den 17-årige skuespillerinde og delte årsagen til, at hun måtte lægge skolebøgerne på hylden for en tid:
»Jeg havde for meget fravær efter en spillefilm, jeg optog i Estland, og så droppede jeg ud, da jeg kom hjem igen,« lød det.
For Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som var nomineret til Årets Kvindelige Hovedrolle for 'Du som er i himlen', er det da også et glædeligt gensyn med gymnasielivet.
Det betyder nemlig meget for den unge skuespiller at have noget struktur i hverdagen – særligt, når der er pauser mellem optagelser.
Inden længe er hun dog nødt til atter at ofre lidt fravær i skolen, når hun skal fem uger til Vordingborg for at optage en ny Zentropa-film.
»Det er jo en udfordring i sig selv, for når man har valgt at gå i skole, er det selvfølgelig der, man skal være. Så når man lige pludselig skal væk i flere uger, kommer der selvfølgelig nogle udfordringer på fraværet,« fortalte skuespillerinden.