Christiane Schaumburg-Müller fødte sit første barn for under to måneder siden, men den travle tidligere tv-vært og iværksætter holder ikke meget barsel.

I weekenden viste hun, hvordan man bager scones fra kogebogen ’ChriChri Food’, som kom på gaden for knap to uger siden. Og mens mor gik i køkkenet, havde hun overladt lille Constatin til sin svigermor.

»Constantin er sammen med sin farmor. Det er lang tid siden, hun har set ham, så de skulle lige have lidt kvalitetstid,« fortalte den 34-årige Schaumburg-Müller om sin og rapperen L.O.C.’s søn, der kom til verden den 26. september.

Har eget forlag

»Det går godt, det synes jeg. Lidt travlt – både med baby og arbejde, men dejlig travlt,« tilføjede hun.

Er han en nem baby?

»Nej, han er en normal baby. Jeg tænker, at der er nemme babyer, normale babyer og kolikbabyer. Og ham her er helt normal,« sagde Christiane med et smil.

»Så det betyder: ’no sleep’,« tilføjede hun.

Christiane, der lancerede onlinemagasinet ChriChri.dk for lidt over to år siden, har siden udvidet forretningen med et forlag, og som selvstændig er der ikke tid til meget barsel.

»Jeg var allerede tilbage på arbejde efter to uger, men det er ikke fuldtid,« fortalte hun.