Det kan virke lidt paradoksalt, når en af de mest berygtede serie voldtægtsmænd mener, han er blevet behandlet sexistisk. Men det er det, Bill Cosby nu hævder.

Tidligere på året gjorde han ellers opmærksom på, at hans fængselstid havde været fantastisk, men nu vil han altså ud.

I en ny begæring fra hans advokat i denne uge, hævder 81-årige Cosby, at dommeren under retssagen trampede på hans rettigheder, og at han nu forlanger at få stillet kaution, skriver mediet Vulture.

Bill Cosby blev i 2018 dømt for at have overgrebet sig på en kvinde i sit hjem i Philadelphia (USA), og fik tre til ti års fængsel, som han afsoner i et højrisiko statsfængsel 30 kilometer fra sit hjem.

Den nye begæring anklager dommer Steven O’Neill for ikke straks at indsende en ‘posttrial opinion’ - en form for opgørelse af de vigtigste retsbeslutninger i sagen - og derved forsinke Cosbys mulighed for at anke sagen.

Derfor mener Bill Cosby og hans advokater, at anken plus hans alder og helbred taget i betragtning (Cosby siger, han er juridisk blind), burde give ham muligheden for at få stillet kaution til rådighed.

Men det stopper ikke her.

Cosby har ud over kautionen forlangt, at Steven O’Neill bliver fjernet fra dommersædet med det samme, og anklager ham for at være fyldt med racistisk had.

Han siger, at Steven O’Neill er medskyldig i den bagvaskelse, der er foregået mod ham, og tidligere på året hævdede han, at han var politisk fange, og sammenlignede sig selv med Nelson Mandela.

Og der er mere endnu, som den aldrende komiker mener, er en uretfærdighed mod ham.

Den injuriesag, hvor forsikringsfirmaet AIG indgik forlig med syv kvinder, der havde anklaget ham for seksuelle overgreb, mener han blev afgjort uden hans samtykke.

»Mr. Cosby indgik ikke forlig med nogen. Han betaler ikke noget til nogensomhelst, og han søger stadig sine modkrav,« sagde Cosbys talsperson Andrew Wyatt til CNN. Bill Cosby hævder stadig, at han er uskyldig.

Andre læser også