»Jeg tror, at vi har historierne til det, men det kræver, at nogle parter sætter sig sammen om et bord.«

Sådan sagde Adam Price på den røde løber ved Robert-prisuddelingen, da snakken faldt på, om danskerne skal have lov til at nyde nok en sæson af den ekstremt populære 'Borgen'.

En serie, der sidste år løb over skærmen med sin fjerde sæson efter mere end ti års pause.

Danskerne tog da også lige så godt imod den nye sæson, som de gjorde med de oprindelige sæsoner, og Adam Price er altså mere end åben for at lade serien køre videre.

»Der ligger nogle ideer,« forklarede han.

Er det afskaffelsen af store bededag?

»Simpelthen, og det ser ud til, at det godt kan fylde en hel sæson,« lød det med et smil.

På det personlige plan var han også en lykkelig mand over, at den 'nye' sæson er blevet så stor en succes, som tilfældet er.

»Som Birgitte Hjort Sørensen sagde, så er det lidt som at finde gamle venner på Facebook. Pludselig er bandet sammen igen. Sådan har vi virkelig følt det.«

'Borgen' har flere gange bemærket sig ved at forudsige ting, som til forveksling ligner det, der senere er sket i dansk politik.

Dette tilskriver Adam Price dog ikke profetiske evner, men derimod én anden ting.

»Vi har været vanvittigt heldige. Det kan vi lige så godt afsløre. Vi er altid to år bagud for begivenhedernes gang, når vi skriver en sæson, så det er noget med at pejle og fornemme, hvad der er store emner, som ikke vil dø i løbet af de to år.«