En modstanderfan er oftest ude på at genere og besværliggøre tilværelsen for det andet hold og dets stabsmedlemmer.

Men for materialemanden fra Vancouver Canucks Brian Hamilton er den følelse nok forandret for evigt.

I kampen mod Seattle Kraken 23. oktober fik han nemlig at vide af en modstanderfan, Nadia Popovici, at han havde et modermærke, han skulle se at få tjekket.

Opfordringen havde hun skrevet i en note på sin telefon, da larmen gjorde det svært for de to at kommunikere mellem plexiglassene.

Og opfordringen tog han imod, hvilket viste sig at være en god idé, da der var tale om modermærkekræft.

Heldigvis blev det opdaget i så god tid, at kræften ikke havde spredt sig til resten af kroppen.

Ikke overraskende er Hamilton meget taknemmelig over, at Nadia Popvici var opmærksom og tog sin tid til at skrive en besked på sin telefon til ham.

»Hun forlængede mit liv. Jeg har en vidunderlig familie. Jeg har en vidunderlig datter. Hun reddede mit liv,« fortalte en rørt materialemand, der samtidig kaldte Popvici sin helt.

Vancouver Canucks lagde 1. januar et tweet ud, hvor de efterlyste Popvici for hendes heltegerning. Efter tre timer var hun allerede fundet.

Søndag, da de to klubber bragede sammen igen, fik Brian Hamilton så muligheden for at møde sin redningskvinde i virkeligheden.

I anledning af opgøret annoncerede de to klubber også, at de sammen havde belønnet Nadia Popovici med et stipendium på 10.000 dollar – svarende til 65.000 kroner. Pengene vil hun bruge på at studere medicin.