»Det var en forfærdelig periode i mit liv.«

Sådan siger influencer og journalist Nikita Klæstrup om det år, hvor hun sammen med Louise 'Twerk Queen' Kjølsen, Ekaterina Andersen og til dels Irina Olsen sprang ud som såkaldt fjerdebølgefeminist med en mission om at vise hud uden at blive udskammet.

Ifølge Nikita Klæstrup startede projektet med, at de fire veninder fandt sammen om at have markante holdninger inden for feminisme og begyndte at tagge deres fællesbilleder med ordet #Girlsquad – kraftigt inspireret af verdensstjernen Taylor Swift, der gjorde det samme med sine berømte veninder i den periode.

Men historien om, hvad der herefter skete, er forskellig, alt efter hvem af de fire medlemmer man spørger. Det fortæller Nikita Klæstrup i B.T.s podcast 'Helt væk', hvor flere lyttere har spurgt, om gruppen stadig holder kontakt.

'GirlSquad' bestående af Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen.
'GirlSquad' bestående af Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Det korte svar er nej. Ifølge den 27-årige mediepersonlighed, fordi de ikke var enige om, hvad 'GirlSquad' skulle være.

»Medierne så måske en mulighed for at lave noget ud af det, så på en eller anden måde blev det til en form for feministisk kollektiv, og det hele gik meget hurtigt,« siger hun.

Gruppen – som på dette tidspunkt kun bestod af Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen – blev heftigt debatteret i medierne. Ikke mindst af de kvinder, der dannede feministisk fortrop i 70ernes rødstrømpebevægelse og kæmpede for ligeløn og fri abort.

GirlSquad kæmpede derimod for retten til at vise hud uden at blive taget mindre seriøst af den årsag samt for at omfavne ordet 'luder', så det ikke længere er et skældsord, men noget, man er stolt af at blive kaldt.

De nåede både at skrive bogen 'Ludermanifestet' og lave P1-programmet af samme navn, inden de i 2018 gik i opløsning.

»Der var måske en person, som var mere investeret i projektet end de andre – og måske af de forkerte årsager. Jeg følte, jeg blev spændt for en vogn, fordi jeg var sådan: 'Det er jo min veninde. Jeg bliver nødt til at gøre det her, hvis hun har lyst, for ellers afholder jeg hende fra at gøre det, og hvilken veninde er jeg så?',« siger Nikita Klæstrup.

'GirlSquad' bestående af Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen. Her med Nikita Klæstrups hund, Watson.
'GirlSquad' bestående af Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen. Her med Nikita Klæstrups hund, Watson. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

»Det er ikke det rareste, hvis man føler: 'Du er kun veninder med mig, så du kan få dobbelt så meget opmærksomhed, som hvis du prøvede at gøre det alene.'«

Nikita Klæstrup har ikke længere kontakt med hverken Louise Kjølsen eller Irina Olsen, men holder sporadisk kontakt med Ekaterina Andersen på de sociale medier.

Hør hele ugens afsnit af 'Helt væk':