Bronze. Dansk bronze!

Glæden og stoltheden strålede ud af den danske landstræner, efter håndboldkvinderne søndag eftermiddag bankede de spanske værter og sikrede den første danske medalje i otte år.

Bag sejren ligger der nemlig et vanvittigt hårdt arbejde for at samle det danske landshold op efter fredagens store skuffelse, hvor de akkurat missede finalen.

»Jeg er meget, meget stolt af holdet. Med stor streg under holdet. Det var en voldsomt stor skuffelse for os at tabe semifinalen, og det sidste halvandet døgn har været virkelig suverænt. Alle har knoklet for stå så klar som muligt, og staben rundt om har virkelig lagt alle deres vågne timer i at prøve at påvirke holdet i en god retning, og det fik vi gjort,« fortæller han.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi fik afleveret holdet på et stadie, hvor vi havde muligheden for at vinde, og at spillerne på den måde udnytter det og spiller røven ud af bukserne, det gør mig meget, meget stolt.«

Det danske landshold var således i en helt anden mental forfatning, end de var sidste år, da Kroatien snuppede bronzemedaljen for næsen af Louise Burgaard & co.

Det kunne Jesper Jensen og hans assistent, Lars Jørgensen, allerede mærke tidligere på dagen.

»Lars og jeg snakkede om det på bænken inden kampen. Vi var helt rolige. Allerede på hotellet i formiddag snakkede vi om, at ja, det kunne godt gå galt, fordi Spanien er et godt mandskab, og de er på hjemmebane, men vi vidste, at vi havde afleveret holdet i god forfatning, og de leverede bare fuldstændig. Vi var meget rolige omkring, at vi havde gjort vores arbejde. Det var ret suverænt.«

Suverænt var da også lige præcis, hvad de hvidklædte danskere beviste på banen i Granollers.

Efter en meget tæt start trak Danmark stille og roligt fra, og i anden halvleg tromlede de så over de spanske værter.

»Jeg er så glad for vores arbejde frem til slutrunden, men jeg især glad for det sidste halvandet døgn, fordi det gjorde ondt – og det gør ondt – at tabe en semifinale. Vi var tæt på at spille os i en VM-finale, men det skulle ikke være i år, og sådan er det, når man skal byde de store op til dans,« siger Jesper Jensen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den danske landstræner fortæller videre, hvordan det her landshold har potentialet til at skabe en æra, der bringer minderne tilbage til 90erne, hvor dansk kvindehåndbold var dominerende.

I første omgang håber han dog på, at det nuværende landshold kan få den samme hyldest og store opbakning, som han selv oplevede, da han var en figur på det danske herrelandshold.

»Jeg var selv med i 2008 og kom hjem og opdagede først, da vi stod på Rådhuspladsen, hvor vildt det var, og hvor meget hele landet havde bakket op omkring slutrunden. Jeg har sådan en fornemmelse af, at der er sket nogenlunde det samme her. Jeg ved godt, at vi ikke vandt, men de her piger er kommet ud gennem skærmen og ud over rampen og har taget folk med storm.«

»Hvor er der mange mennesker – især spillerne – der har lagt så meget energi i det her. Og jeg håber virkelig, at de bliver hyldet for det, de har lavet den her gang. Det har været en suveræn præstation. Vi har tabt én kamp med ét mål, og ellers har vi vundet alle andre med fem mål eller derover. Det her hold har fortjent virkelig at blive hyldet for den præstation. De har virkelig været meget igennem og har taget nogle skuffelser med sig, har taget nogle tæsk og lagt øre til meget, så nu skal vi vende den rundt og sige, at de eddermaneme har været seje.«