Så er der godt nyt!

Mikkel Hansen er i bedring, men kommer ikke i aktion for Aalborg denne sæson.

»Jeg har været gennem en hård mental periode, hvor jeg heldigvis har haft en fantastisk opbakning fra min familie, venner, faglige eksperter og arbejdsgiver. Nu er jeg et sted, hvor jeg igen har energi og overskud til at kunne fokusere på at komme tilbage til den sport, som jeg elsker,« udtaler Mikkel Hansen.

Han begynder at træne igen individuelt og sammen med holdkammeraterne op til den nye sæson.

»Med den positive udvikling i Mikkels helbred håber vi, at han vil være klar til at deltage i træningen med resten af spillertruppen, når vi starter forberedelserne til den nye sæson i slutningen af juli måned.«

»Dog kan vi på nuværende tidspunkt ikke være konkrete i forhold til, hvornår han kan gøre comeback i kamp,« udtaler Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen.

Klubben opfordrer fortsat omgivelserne til at give stjernen og hans familie ro, så han kan fortsætte den positive udvikling.

Mikkel Hansen blev sygemeldt i februar, men inden nåede han 30 kampe og 169 mål.