Jesper »Kasi« Nielsen vil ikke have Det Europæiske Håndboldforbunds afgørelse imod sig i sagen om hans dobbeltrolle.
Flere fremtrædende personer i den danske håndboldverden har på det seneste sat spørgsmålstegn ved rigmanden Jesper »Kasi« Nielsens dominans i både håndboldklubben AG København og den tysk bundesliga klub Rhein-Neckar Löwen. Nu går Det Europæiske Håndboldforbund, EHF, ind i sagen.
Hovedpersonen, Jesper Nielsen, har endnu ikke set dobbeltrollen som et problem. Men eftersom de to klubber risikerer at skulle møde hinanden i næste års Champions League-turnering i håndbold, kan problemerne opstå.
EHF vil senere på måneden undersøge forholdene og tage stilling til, om dobbeltrollen reelt udgør et problem. Sagen er den første af sin slags, og derfor kan sagen blive principiel.
Rigmanden Jesper »Kasi« Nielsen, der har tjent sin formue via salg af smykker, erkender åbent, at hans dobbeltrolle kan give anledning til tvivlsspørgsmål.
- Selvfølgelig kan jeg godt se, at der er en problematik, der skal løses, siger Jesper Nielsen og sætter i samme ombæring en tyk streg under, at alle former for spekulationer om snyd og aftalt spil, der kunne komme i forbindelse med det omtalte opgør, er helt udelukket.
- Både AG København og Rhein-Neckar Löwen sigter på at komme i Champions League i næste sæson, og det kunne være sjovt, hvis klubberne mødte hinanden. Jeg garanterer, at de to klubbers spillere vil gøre alt for at vinde. Der vil ikke blive givet ved dørene. Aftalt spil mellem de to klubber og deres respektive spillere er totalt udelukket, fastslår rigmanden.
På trods af Jesper Nielsens totale afvisning af aftalt spil, bliver EHF alligevel nødt til at gå ind i sagen. Det mener formand for Dansk Håndbold Forbund, DHF, Per Rasmussen.
- Vi mener stadig, at det er et problem med ejerskab i to klubber, der næste år kan møde hinanden i så vigtig en turnering, nemlig Champions League. Det er uheldigt set med sportslige øjne, at man på den måde kan have indflydelse på de øvrige holds placering i puljerne, så det skal der naturligvis findes en fornuftig løsning på, siger DHF-formanden.
Netop den omtalte løsning ser Jesper Nielsen frem til med spænding, men også med en forhåbning om et sæt overgangsregler, der ikke vil påvirke rigmanden nu og her.
- Den skal bare ikke gå mig eller mine projekter imod. Da jeg gik ind i Rhein-Neckar Löwen og AG København regnede jeg ikke med at denne snak ville opstå. Jeg vil derfor mene, at der for mit vedkommende skal laves et sæt overgangsregler, så jeg de første otte-ti år stadig kan være involveret i de to klubber,- siger Nielsen, der allerede har haft en dialog med EHFs turneringsansvarlige, Markus Glaser.
- Jeg har haft en snak med Markus Glaser om problematikken. Det havde vi under VM. Faktisk er vi på rigtig god talefod. Der er ikke aftalt møder mellem mig og EHF, men jeg regner da med, at der inden for overskuelig fremtid kommer en løsning.