Lasse Svan fik masser af plads på højrefløjen, og det kvitterede han for med 11 scoringer i 31-28-sejren over Slovenien.

Men den danske topscorer var noget overrasket over, at han fik så meget plads.

»Jeg ved helt seriøst ikke, hvad de tænkte på.«

»Især i første halvleg synes jeg godt nok, der var meget plads. Men de har måske set, at det har været lidt usikkert fra min side af,« siger Svan, der ikke var fornærmet over de slovenske tanker bag.

»Om det er en fornærmelse eller ej, ved jeg sgu ikke. Men jeg er rigtig glad for det, så kunne jeg også komme i gang,« griner han.

Svan fik endelig gang i målscoringen efter en skuffende start på EM.

LÆS OGSÅ: Se BTs karakterer efter sejr over Slovenien: En mand får topkarakter - en mand dumper

»Det var fedt at komme i gang. Jeg er rigtig glad for at kunne bidrage, og det er selvfølgelig også tillid fra både landstræner og holdkammeraters side, at de bare bliver ved med at øse bolde ud til mig. Jeg er rigtig glad for, at jeg kunne gengælde ved at smide dem ind. Det er jo ligesom derfor, at jeg er med.«

»Fløjspillere bliver bedømt på, om vi scorer eller ej. Så det er da vigtigt, vi har nogle fløje, der sætter den i kassen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har været tilfreds. Men jeg var til gengæld rigtig glad for at se Hans Lindberg spille en god kamp mod Spanien. Det gav mig lidt mere ro, at i hvert fald én af os havde spillet en god kamp. I dag var det min tur,« lyder det fra den danske topscorer.



Med sejren over Slovenien har Danmark selv mulighed for at afgøre, om man skal i semifinalen. Søndag venter Tyskland i et nyt EM-drama.

»Det var den bedst mulige start, og vi har stadigvæk alt i egne hænder. Vi har prøvet et par gange at være afhængig af andre resultater, og det er sgu ikke sjovt at sidde og krydse fingre hjemme foran fjernsynet. Kan vi vinde kampen over Tyskland, ser det meget, meget fornuftigt ud,« siger Svan lettere beskedent.


Men han har ret. Det begynder at se godt ud.