Den danske ligaklub HC Midtjylland er reddet fra konkurs - i resten af sæsonen. Det meddeler klubben på sin Facebook-side.

»I forbindelse med at sikre klubbens eksistens frem til slutningen af sæsonen har vi været nødsaget til at foretage endnu en ændring. Derfor skal vi i dag sige endnu et farvel - denne gang til Rasmus Carlsen og Jonas Samuelsson, der forlader klubben med omgående virkning. Vi har været utrolig glade for jeres indsats og tid her i klubben. God vind fremover til jer begge  Det betyder samtidig også, at klubben nu er sikret frem til d. 30.06.2018. Hvad. der skal ske derefter, er stadig uvist.«

I alt har syv spillere forladt HC Midtjylland i løbet af denne sæson i klubbens kamp for at undgå konkurs.

»Resten af sæsonen bliver spillet færdig med den resterende spillertrup suppleret med spillere fra vores 2. divisionshold og U18 spillere fra HFH og Ikast Håndbold. De næste måneders arbejde må vise, om der findes mulighed for at HC Midtjylland fortsætter efter 30.06.2018 og i givet fald i hvilken form og på hvilket niveau,« skriver klubben på sin hjemmeside.

HC Midtjylland blev dannet i 2005. Den største succes opnåede klubben for et par år siden, da det lykkedes at vinde DHFs pokalturnering med finalesejr over GOG.

I skrivende stund ligger HC Midtjylland nummer 11 ud af 14 klubber i den bedste danske række.