Lasse Boesen trækker nitten og får reservetjans under OL.
Ulrik Wilbek har delt sorteper ud, og den landede hos rutinerede Lasse Boesen, der skal agere reservespiller hos håndboldlandsholdet til sommerens Olympiske Lege.

Wilbek har haft 15 spillere til landsholdssamling, men må kun have 14 med til London. I dag meddelte DHF, at det bliver Kolding-spilleren med de 155 landskampe, der trækker nitten.

Dansk Håndbold Forbund skriver, at Lasse Boesen skal spille på mandskabet bestående af udvalgte ligaspillere, der møder landsholdet i en opvisningskamp, inden Wilbeks mandskab rejser til London.

Hos kvinderne udtog landstræner Jan Pytlick i dag Berit Christensen og Camilla Dalby for at gøre sin 14-kvindes trup komplet.