Drømmer du om at rejse ud i den store, vide verden, selvom du har fået børn? Så læs med her. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre.

Det fortæller tryllekunster, globetrotter og medlem af Eventyrernes Klub Jesper Grønkjær. Han har netop udgivet bogen ‘Mød verden med dine børn – 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub’.

»Fordelen ved at tage sine børn med på eventyr er, at man får store øjeblikke og sammen skriver en ny side i sin families nye historiebog. Der kan opstå en helt særlig magi mellem generationerne, når man giver plads til nærvær og oplevelser,« siger Jesper Grønkjær.

Herunder deler han ud af sine bedste råd.

Inddrag børnene i planlægningen

På vej ud mod fjerntboende himba-stammer i Namibia, gik turen igennem savanneområder, hvor elefanterne flokkes om vandhullet, eller løverne gik tæt forbi bilen.
På vej ud mod fjerntboende himba-stammer i Namibia, gik turen igennem savanneområder, hvor elefanterne flokkes om vandhullet, eller løverne gik tæt forbi bilen.
Vis mere

»Det er ikke sådan, at børnene skal kunne vælge frit fra alle hylder. Men giv dem nogle muligheder at vælge imellem, så de føler, det ikke kun er mors og fars rejse, men også deres. Når de føler sig hørt, glæder de sig også mere.«

Jesper Grønkjær tager til Costa Rica i næste uge med sin kone og to børn på 11 og 13 år, og der har børnene for eksempel fået lov til at vælge mellem tre forskellige hytter.

Prioritér at researche, forberede og planlægge rejsen på forhånd

I Vietnam skulle familien selvfølgelig køre på scooter ligesom de lokale.
I Vietnam skulle familien selvfølgelig køre på scooter ligesom de lokale. Foto: Privat foto: Jesper Grønkjær
Vis mere

»Når jeg rejser alene, kan jeg godt finde på bare at tage afsted og finde ud af tingene undervejs, men når jeg har familien med, bruger jeg en del tid på at sætte mig ind i destinationen hjemmefra.«

For eksempel har Jesper Grønkjær læst op på slanger i Costa Rica, fordi han ved, hans søn er meget begejstret for krybdyr og derfor gerne vil være forberedt på, hvordan han skal forholde sig, hvis sønnen skulle være så uheldig at blive bidt.

Vær 100 procent bevidst om, at man ikke kan planlægge alt

Jesper Grønkjærs to børn på den firehjulstrækker, der var familiens hjem under deres rejse til Namibia i 2018.
Jesper Grønkjærs to børn på den firehjulstrækker, der var familiens hjem under deres rejse til Namibia i 2018.
Vis mere

»Man kan ikke undgå, at ens forkromede planer bliver indhentet af virkeligheden. Lad dig ikke skræmme af det og lade det gå ud over dit humør. Mød det i stedet med et åbent sind.«

Jesper Grønkjær har for længst lært, at man ikke kan regne med, at toget eller bussen kommer, når man står og venter i en afrikansk udørk, selvom man har helt styr på køreplanerne.

Alt skal ikke være til forhandling mellem børn og forældre

I morgensolen midt i den 80 millioner år gamle Sossussvlei-ørken, med sandklitter der er op imod 400 meter høje.
I morgensolen midt i den 80 millioner år gamle Sossussvlei-ørken, med sandklitter der er op imod 400 meter høje. Foto: Privat foto: Jesper Grønkjær
Vis mere

»Mikkel Beha siger det ret præcist i bogen: Det handler om flokkens behov. Man skal altid rejse på sine børns præmisser, så der ikke konstant skal forhandles og indgås kompromis. Prøv at finde det, der er godt for familien.«

Det kan godt være, Jesper Grønkjær må undvære en tur på det lokale museum eller byens gode restaurant, når børnene er med. Til gengæld har han lært, at han elsker at opleve gennem sine børn, så når han planlægger noget, der er sjovt for dem, er det også sjovt for ham.

Husk tid til afslapning undervejs

Familien Grønkjær hos himba-stammen i Namibia.
Familien Grønkjær hos himba-stammen i Namibia.
Vis mere

»Det er helt fint at have dage med travlhed og mange oplevelser, men der skal også være plads til dage, hvor man bare ligger lidt på langs og ser, hvad der sker. Hvor der er tid til at slappe af og være i nuet.«

Da Jesper Grønkjær havde familien med i en firehjulstrækker gennem Namibia, oplevede han, at turen blev for fortravlet, fordi familien altid skulle nå frem til et nyt sted, inden mørket faldt på.