Selvom Mikkel Møller var klar over, at priserne på el var steget markant gennem 2022, blev han alligevel forbløffet, da han så sin seneste elregning i midten af oktober.

Den pris, han opkræves for el, er nemlig markant højere end den reelle elpris lige nu.

På Mikkels regning fremgik det, at han fra 1. oktober til og med 31. december skal betale 3,88 kroner pr. kWh.

»Det er en stigning på over 100 procent i forhold til min seneste regning, hvor prisen var 1,85 kroner. Det virker jo helt vanvittigt,« siger 44-årige Mikkel Møller fra Randers:

»Så jeg begyndte at undersøge det. Den højeste pris, jeg har set i oktober, er en ren elpris på 2,39 kroner på en gennemsnitsdag. Så jeg betaler jo langt mere end den faktiske pris.«

Og Mikkel er ikke den eneste, der undrer sig over, at han er fastsat til en elpris, som er langt højere end den elpris, man ser på børserne dag efter dag for tiden.

Og så melder spørgsmålet sig:

Hvis den faktiske elpris er eksempelvis 1,80 kroner, men en kunde som Mikkel betaler en fastsat pris på 3,88 kroner, hvad sker der så med de to kroner, som Mikkel reelt set betaler i 'overpris'? Scorer elselskabet differencen?

Mikkel Møller.
Mikkel Møller.
Vis mere

Mikkel Møllers elselskab, Verdo, forklarer:

»Fastpriserne gælder for et kvartal ad gangen. Vi ser på det forventede forbrug for vores kunder og køber ind til det, før kvartalet starter,« siger Henrik Bach Pedersen, sals- og kundechef i Verdo:

»Det, der er sket i tredje kvartal, er, at priserne var meget høje, og at selskaberne så har købt ind til høje priser.«

Han erkender, at kunderne risikerer at betale en langt højere elpris end den nuværende markedspris.

»Det er rigtigt, at prisen i oktober har været ganske lav, og det har fået nogen til at skifte fra fast pris til variabel pris. Men vi har allerede købt strømmen ind til den høje pris, så vi har fortsat den omkostning, selvom kunderne vælger at skifte aftale.«

Med andre ord: Mikkel hænger – i en periode – på prisen 3,88 kroner pr. kWh, fordi energien allerede er købt ind til den pris.

Mikkel Møller har dog reageret og er nu på vej væk fra sin fastprisaftale.

»Jeg ringede til mit elselskab, og de sagde, at jeg godt kunne komme over på variabel fra 1. november. Der er rigtig mange penge at spare ved at hoppe over til variabel,« siger Mikkel Møller:

»Selvfølgelig er der en risiko for, at prisen stiger kraftigt, men gør den det, så har vi nok andre ting at tænke på end vores elpriser.«

Hos Verdo er man klar over, at de forskellige måder at sammensætte elregninger skaber forvirring hos mange kunder.

»Jeg kan godt forstå, at det er svært for kunderne at forstå. Vi glæder os også til, at alt bliver normalt igen. Der er rigtig mange, der bliver ramt af det. Det er hverken sjovt for dem eller os at stå i den her situation,« siger Henrik Bach Pedersen.

Følgende link er SPONSORERET INDHOLD: Se elprisernes udvikling her.