El-løbehjulets popularitet er vokset, og det har ført ulykker med sig. Nu skruer Power op for informationsniveauet.

En 10-årig dreng blev hårdt kvæstet, da en bil påkørte drengen på sit el-løbehjul i Horsens. Dét har fået Power til at reagere ved at skabe nye informationsmuligheder for deres kunder, skriver TV2 Østjylland.

Ifølge Nick Pihlkjær, som er manager i Power i Tilst, så sælger elektronikkæden mange el-løbehjul til unge mennesker.

»Det er jo en lidt ny kategori, vi er gået ind til. Vi bliver løbende klogere, og det skal vores kunder selvfølgelig også blive,« siger Nick Pihlkjær.

El-løbehjul konkluderes at være 7-8 gange farligere end at køre på cykel.
El-løbehjul konkluderes at være 7-8 gange farligere end at køre på cykel. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er et transportmiddel, der bliver mere og mere populær, og det kunne også ses på skadestuen i starten af året. Her viste en undersøgelse, at 50 mennesker kom ind på skadestuen efter ulykke med el-løbehjul i løbet af de første fem måneder i år 2021.

Undersøgelsen er foretaget af Odense Universitetshospital og fortæller også, at et el-løbehjul er 7-8 gange farligere end en cykel.

Men det er ikke kun Power, som skal gå ind og tage ansvar for reglerne, for problematikken med unge og el-løbehjul er en tendens. Derfor har forældrene et stort ansvar, fortæller politibetjent Jesper Engelund, leder for færdselsafdelingen hos Sydøstjyllands Politi.

»Jeg synes faktisk, at det er problematisk med el-løbehjul. Vi ser en tendens til, at man ikke forholder sig til de regler, der er omkring brugen af el-løbehjul,« siger Jesper Engelund.

Ifølge loven må unge under 15 år ikke benytte sig af el-løbehjul, og nu er der endnu et lovkrav på vej for trafikanterne. Fra januar 2022 skal danskerne bære cykelhjelm, hvis man benytter sig af et el-løbehjul.

Det kan være svært for både forhandlere og forbrugere at navigere i reglerne, påpeger Nick Pihlkjær, og derfor håber elektronikkæden, at deres indsats kommer til at gøre kunderne klogere.

I Power-butikkerne vil der fremover være skilte om reglerne for brug af el-løbehjul og derudover kan kunderne finde et link til lovgivningen via deres bon.

Selvom Power har givet rådgivning på deres hjemmeside vedrørende el-løbehjul, så er det et fremtidigt mål at skabe bedre information i butikkerne.