Sommer er for mange lig med en gammeldags, en Magnum eller måske en lille Filur.

Det er nok heller ikke utænkeligt, at de danske feriegæster får én af hver i skrutten, når sommervarmen banker på.

Men også på de nedkølende fornøjelser kommer inflationen ind og piller ved priserne. Det skriver DR.

Så går turen til det lokale ishus, er det en god idé at tage lidt ekstra penge med.

»Det er blandt andet på grund af vores leverandør, som har hævet priserne på vores is. Vi er nødt til at følge med, så vi har råd til det i længden,« fortæller Tu Minh, medarbejder hos Beach Pit i Aabenraa, til DR.

Her er prisen på en gammeldags is med to kugler, guf og syltetøj steget med fem kroner siden sidste år.

Også leverandørerne Premier Is og Frisko fortæller om prisstigninger på energi og mejeriprodukter.

Derfor vil der også komme prisstigninger, der vil ramme forbrugerne, fortæller den administrerende direktør i Premier Is, Claus Dahlmann Larsen, til DR. Hvad det bliver i kroner og øre, fortæller han dog ikke.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at fødevarer i gennemsnit var 10,6 procent højere i maj 2022 end samme måned året forinden.