Det er ikke for meget at sige, at modebranchen er besat af 1990erne. Den drømmer om at skrue tiden tilbage. Det samme gør magasiner, TV-serier og film. Men hvorfor?
1990ernes look er tilbage i moden. Gannis show i august var i glimt som at være tilbage i 1994. Farvet denim i lysegul og rust. Brede jakker. Brede bukser. Korte trøjer med kig til maven til de modige. Og den tendens var også tydelig på catwaklen hos Hos Vetement, Valentino og Balenciaga (der tager prisen for årets sjoveste indfald, et par sneakers til 600 pund, der ser ud, som om de er blevet beskidte i 1997).
1990erne skinner igennem på alt fra Dr. Martens sko til afbleget denim med huller hen over lårene af den slags, der får mødre til at tænke »hvorfor køber du bukser, der allerede er ødelagt?« Det er spaghettistropper så tynde, at man kommer til at tænke på Kate Moss som ganske ung, det er farvede solbriller, scrunchies (hårelastikker i stofbånd), chokers (halskæder, der sidder på halsen) og uniformskasketter sidst set i filmen »Clueless«.
Gap lancerede i februar en kollektion inspireret af 90erne, og H&M har netop lanceret en kollektion i samarbejde med den tyske hip hopper Ace Tee, inspireret af, jamen, gæt selv, 90ernes stil.
Film, musik, websites
Men det er ikke bare i modebilledet, at 1990erne er tilbage. I det britiske magasin The Moves artikler om undergrundsmusik kommer inspirationen for flere af de interviewede fra netop 1990erne, og bladet Accent sætter med ren 90er æstetik fokus på køn, mænd, kvinder og dem ind imellem. Og der er TV-serier som »Twin Peaks«, »Will & Grace« og »Roseanne«, der fortsætter med sæson 10 i 2017, hvor sæson 9 slap i 1990. Sidste år kunne vi genopleve 1990er-dramaet omkring O.J. Simpson i den fremragende TV-serie »People versus OJ Simpson«, og i 2017 fortsætter instruktøren Ryan Murphy med en TV-film om mordet på designer og 90-ikonet Giovanni Versace, med Penelope Cruz i rollen som designerens søster, Donatella Versace.
90erne er her og der og alle vegne. Selv på nettet, på sitet for Arcade Fires nyeste album, på Solanges hjemmeside – og føres helt ud i ekstremer på en side som Los Angeles Restauranten Salazar, der har en side, kodet i html, der ligner noget, en bebumset teenager lavede hjemme i en kælder i 1998. Restauratøren fortæller i New York Times, at han tit bliver kontaktet af gæster, der siger, at de elsker hans restaurant, men at den der hjemmeside, den kan de altså godt lige hjælpe med at opdatere.
For 1990erne har en tiltrækningskraft, der netop i disse år er særlig stærk. Det er der to forklaringer på, siger to modeeksperter. En positiv. Og en, der er … ja, lad os bare sige det, som det er, der slet ikke er så positiv.
Nostalgi
Men vi starter i godt humør med Maria Mackinney-Valentin, der er lektor på designskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
»Der er flere grunde til, at 90erne kommer tilbage. Der er virkelig mange ting, der kan komme tilbage, for man skal huske, at 90erne i modsætning til tidligere årtier var mange ting. Det giver ikke mening at tale om 90erne på samme måde, som man kan tale om 1950erne eller 1960erne modemæssigt, hvor der var én stil, der dominerede. 1990erne var både grunge og Spice Girls, hvilket jo er langt fra hinanden.«
Men begge dele, både de livstrætte unge mænd m/k fra Seattle med halvlangt fedtet hår, skovmandsskjorter og Dr. Martens sko og de overfriske unge piger med rottehaler, plateausko, bar mave og track-bukser, har noget til fælles, mener Maria Mackinney-Valentin.
»Når vi ser tilbage, fremstår 1990erne uskyldigt. Det var tiden før de sociale medier, og den fremstår som en autentisk tid i modsætning til nu, hvor alt er retoucheret og iscenesat. Der er en nostalgi over det, vi søger længselsfuldt efter det autentiske, og det står 1990erne for. De virker ægte.«
Samtidig passer grunge-delen af 1990er-moden også til normcore-bølgen, der netop har passeret os, og som gik ud på, at man skulle se ud på en helt bestemt måde for at signalere, at man slet ikke gik op i mode.
»Grungen har tilmed noget anti-forbrug, der passer godt til bæredygtigheden, vi går op i nu, og så var den også androgyn.«
Så langt så godt. 1990erne repræsenterer, hvilket kan være svært for os, der var unge i de år, at tro på, simpelthen de gode gamle dage. Men hvorfor har teenagere i dag lyst til at ligne deres forældre som unge?
»Unge gør ikke længere oprør mod deres forældre i deres tøj, fordi moden er blevet demokratiseret. Tidligere var f.eks. en heavy T-shirt noget, som unge gik i. Nu er Copenhell jo en flergenerationsting, hvor både børn og forældre stolt går i de samme T-shirts. Blev en ung punker i dag, ville vedkommendes forælder bare sige »hey, fed læderjakke, sådan en har jeg også, jeg finder den lige,« siger Maria Mackinney-Valentin.
»Når moden er blevet demokratiseret, er det svært at bruge den som generationsoprør. Mit indtryk er, at de unge ikke gør oprør gennem tøj, men f.eks. gennem at være politisk aktive. Det var min generation slet ikke. Det er de unge i dag på en helt anden måde.«
Designerne ser tilbage
Chris Pedersen, DR-vært og modeekspert, er ikke helt så imponeret over 1990erne og det, de repræsenterer, men han forstår godt, at de dukker op i disse år.
»Det er helt klassisk, at når designere bliver omkring 40-45 år, ser de tilbage og bearbejder deres egen ungdom og afsøger, hvad de kommer fra. Det sker ikke kun i moden, men med alle værdier. Jeg er selv lige blevet 40, og i min læseklub er vi netop gået i gang med at genlæse Douglas Coupland. Hvis man ser på TV-serier, er det det samme. For eksempel er manuskriptforfatteren til »Skam« omkring de 40 år, og soundtracket til serien er ren Romeo og Julie, altså Claire Danes, der også var med i »My socalled life«, den cool udgave af »Degrassi High.«
Men fascinationen af 90erne er ikke kun en generation, der ser tilbage på sin ungdom, mener Chris Pedersen. Det handler også om, at vi nu fornemmer, at der måske er noget, der gik galt. At vi mistede noget. Og det begyndte i 1990erne.
»Alexanders Wang sidste kollektion er fuldstændig en kopi af en Helmut Lang-kollektion. 100 procent. Alt, det hele, looket, tøjet, selv hårpynten. Men det er der ingen, der siger noget til, en eller anden 14-årig modeldatter synes, det er skønt på Instagram. Den udvikling begyndte i slutningen af 1990erne og lige i nullerne: overfladisk og mangel på dybde. 1990erne var ironi, ingenting betød noget, og passer det ikke ret godt med, hvordan det er i dag? Se på musikere som Lana del Rey og Taylor Swift. Man sletter da bare hele sin fortid online og finder på en ny identitet. Det hele er ligegyldigt som i 1990erne.«
Og tænker: hvad gik der galt?
For i 1990erne dukkede reality-TV op, man kunne blive kendt for at være kendt, for at have pakket en dildo til at tage med i et TV-show eller for som Paris Hilton (godt nok lige i begyndelsen af det nye årtusind), der blev kendt for at være meget blond, virkelig velhavende og utrolig ubegavet.
»Det var begyndelsen til, hvor vi er nu: Se bloggere og YouTube, alle er kendt for ingenting, og alt er sponsoreret.
Læs Douglas Copelands »Generation X«, hvad handler den om? Ironi og hyperreklame, vi har det hele i dag, bare tusinde gange værre, end nogen havde forestillet sig,« siger Chris Pedersen.
»Alt det stammer fra 1990erne, og jeg tror, vi interesserer os for dem for at forstå, hvad der egentlig skete, så vi endte her.«
