Så er vi her igen: Alle danskere skal en tur på skat.dk de kommende dage, hvor lange ventetider i Skattestyrelsens kø-system traditionen tro venter.

Det til trods er det vigtigt, at du bruger den tid, det tager. Forskudsopgørelsen har rigtig stor betydning for din privatøkonomi allerede fra 1. januar 2023.

»Forskudsopgørelsen er ens skattebudget for næste år, så det handler om, at man skal sikre, at ens forskudsopgørelse for 2023 afspejler ens faktiske økonomi,« forklarer Aske Buemann, administrerende direktør i TaxHelper:

»Det plejer ikke at været noget, danskerne glæder sig til. Men sidste år var der syv milliarder kroner kroner i restskat til danskerne, så der er altså en god grund til at kigge sine ting igennem og sikre, at man får de penge løbende i stedet for at få dem tilbage efterfølgende.«

Aske Buemann gennemgår her fem punkter, du skal have styr på, når du beregner din skat for 2023.

Indkomst

»Den første og vigtigste ting er, at du skal tjekke din indkomst. Har du skiftet job, mistet dit job eller er gået op i løn, skal du ændre på din forskudsopgørelse, for det registreres ikke automatisk.«

»Vi ser ofte, at folk justerer deres indkomst op, fordi de tror, at de ved at blive beskattet mere mindsker risikoen for at få en restskat. Men om det trick giver pote eller bagslag, afhænger helt af din indkomst.«

»Tjener du mindre end 35.700 kroner om måneden, hvilket mange gør, skal du hellere sætte din løn for lavt, hvis du vil undgå et skattesmæk. Det er en smule teknisk, men man får et mindre fradrag, hvis ens løn er under 35.700 kroner.«

»Har du derfor sat din indkomst over 35.700 kroner, selvom du reelt tjener mindre, ender du med at få et smæk, fordi du har fået et højere fradrag, end du er berettiget til.«

»Tjener du mellem 35.700 kroner og 51.500 kroner, er det ligegyldigt, om du justerer din indkomst lidt op eller ned. Tjener du over 51.500 kroner, skal du sætte indkomsten højere end det, du forventer at få, fordi du betaler topskat.«

Beskæftigelsesfradraget

»Beskæftigelsesfradraget er beregnet korrekt i forskudsopgørelsen, så det er ikke noget, du skal pille ved.«

Renter

»I 2022 har renterne ændret sig meget. Har du, ligesom mange andre boligejere, omlagt dit realkreditlån til en højere rente for at skære en del af din restgæld, skal du ændre det i din forskudsopgørelse.«

»Gør du ikke det, får du ikke hele fradraget med og får mindre udbetalt om måneden, end du har ret til.«

»Har du et forbrugslån, som typisk har en variabel rente, skal du også være opmærksom på, om det punkt er udfyldt korrekt.«

»Har du et lån, som udløber i løbet af året, det kan eksempelvis være et SU-lån, der udløber i april, skal du skrive det rentebeløb på, som du regner med at skulle betale til og med april. Gør du ikke det, risikerer du at få et skattesmæk senere.«

Håndværkerfradraget

»Håndværkerfradraget blevet afskaffet fra 1. april 2022. Derfor er den rubrik forsvundet.«

Kørsel

»Årsagen til de fleste skattesmæk er, at folk har sat deres fradrag for højt. Det fradrag, de fleste har, er kørselsfradraget. Kører du i bil til arbejde, er det en rigtig god ide at tjekke, om din arbejdsadresse, din egen adresse og det antal dage, du fysisk er til stede på din arbejdsplads, er korrekt angivet.«

»Når du indtaster din egen og din arbejdsgivers adresse, er den distance, Skat foreslår, den korteste. Kører du en længere rute, fordi det er den hurtigste, må du godt ændre distancen.«