Det var lysten til at komme i gang igen, som i slutningen af 2012 drev erhvervsmændene Torben Mouritsen og Bo Kristensen til at starte butikskæden Normal.
De ledte efter et nyt erhvervseventyr og havde diskuteret flere idéer på deres fælles kontor i Aarhus. Valget faldt på en idé, Bo Kristensen havde gået og fiflet med i flere år.
»Bo og jeg er gamle venner og kolleger. Vi havde arbejdet sammen i Dansk Supermarked og delte så det kontor i Aarhus, efter jeg havde solgt Wupti.com,« forklarer Torben Mouritsen, medstifter af Normal:
»Bo havde så fået den her idé, men var aldrig rigtigt kommet i gang med det. Så vi blev enige om at kigge på det, og så startede vi med at åbne Normal i Silkeborg i april 2013.«
Åbningen af Normal i Silkeborg blev startskuddet til en opsigtvækkende succes, som på bare seks år har udviklet sig til en international kæde med 213 butikker fordelt på fire lande.
Inden længe åbner Normal også i Frankrig, som bliver det femte land med Normal-butikker i gadebilledet.
Udvidelsen er gået stærkt. I 2013 åbnede de første to butikker i Danmark, året efter yderligere seks.
Så kom Bestseller-milliardæren Anders Holch Poulsen med i ejerkredsen i efteråret 2014.
Han medbragte økonomiske muskler, som fik 'afgørende betydning', forklarer Torben Mouritsen.
Et andet kendt ansigt, som var med inde omkring Normals ejerkreds under kædens opstart, var filminstruktøren Søren Fauli.
Han havde lavet reklamefilm for Punkt 1, da Torben Mouritsen var i kæden.
Nogle år senere var Søren Fauli så med til at skabe den enormt succesfulde reklamefigur Wupti Pede for Torben Mouritsen, der havde startet virksomheden Wupti.com.
Da Torben Mouritsen så havde solgt Wupti.com og nu stod og skulle åbne Normal sammen med Bo Kristensen, ringede Søren Faulis telefon igen.
Denne gang blev han inviteret med ind i ejerkredsen.
Søren Fauli var med til at opfinde Normals navn, maskot og markedsføring.
En rolle, som – i følge flere medier – indbragte ham godt 50 millioner kroner i 2017.
Søren Fauli er i dag ikke længere i ejerkredsen, men er med på 'medarbejderniveau', hvor han blandt andet er med inde omkring markedsføringen.
I dag – godt seks år efter åbningen i Silkeborg – har Normal 90 butikker i Danmark, 83 i Norge, 35 i Sverige, 5 i Holland og snart åbner de første 3 Normal-butikker i en ny satsning i Frankrig.
Sidste år omsatte kæden for 1,3 milliarder danske kroner.
»Den succes tror jeg ikke, der var nogen, der havde forestillet sig. Jeg kan godt sige, at det er gået noget bedre, end nogen af os havde troet,« siger Torben Mouritsen.
Også de danske forbrugere har mærket Normals ankomst – ikke mindst på budgettet.
Ved at parallelimportere varer i EU har Normal især sat en dagsorden med prisfald på markedet for personlige plejeprodukter som shampoo, tandpasta, barbergrej og makeup.
Siden Normal åbnede sin første butik i april 2013, er priserne på personlige plejeprodukter faldet med 14,5 procent på tværs af det danske marked, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er især sket, fordi Normals priser har været så lave, at supermarkedskæder og Matas har været nødsaget til følge med ned i pris.
Pris-agendaen er en af årsagerne til Normals succes, forklarer Flemming Birch, ekspert i detailhandel ved Birch og Birch.
»Matas havde jo siddet lidt alene på det her marked længe, så der skete virkelig noget, da Normal begyndte at gøre noget ved priserne på personlig pleje,« forklarer Flemming Birch, ekspert i detailhandel ved Birch og Birch:
»Men det er også en kombination af lave priser og så produkter, som vi virkelig engagerer os i. Personlige plejeprodukter er varer, vi godt vil bruge tid på at vælge og finde de rigtige steder.«
Andre faktorer har dog også bidraget kraftigt til Normals succes.
»De ligger jo.overalt efterhånden. Det er altid en god strategi at være meget tilgængelig for kunderne,« siger Flemming Birch:
»Og så har de været gode til skabe en oplevelse. Man går igennem en labyrint og kan finde forskellige varer hver gang. Det er som en lille skattejagt.«
Torben Mouritsen erklærer sig stolt af succesen og afviser ikke, at ekspansionen kan fortætte til flere lande.
»Frankrig er ikke det eneste land, vi kigger på. Vi er stadigvæk sultne efter at se på nye muligheder for vores forretning,« siger han.