Det danske bryggeri Royal Unibrew vil købe hollandske Vrumona af Heineken i en milliardhandel.

Det oplyser Royal Unibrew i en børsmeddelelse mandag.

Vrumona er den næststørste producent af læskedrik på det hollandske marked.

Prisen for selskabet lyder på 300 millioner euro svarende til lidt over 2,2 milliarder kroner.

Vrumona har produktionsfaciliteter i den hollandske by Utrecht og har omkring 325 medarbejdere. Sidste år havde selskabet en omsætning på knap 1,5 milliarder kroner.

- Vrumona bliver en ny vækstplatform for Royal Unibrew på det europæiske fastland og forventes at drive organisk indtjeningsvækst i de kommende år, udtaler Lars Jensen, topchef i Royal Unibrew, i meddelelsen.

Handlen er afhængig af en myndighedsgodkendelse på et af Royal Unibrews små eksportmarkeder, skriver selskabet i meddelelsen.

Royal Unibrew forventer, at handlen bliver gennemført i september eller oktober i år.

/ritzau/