Det er, som om træerne vokser ind i himlen.

År efter år hædres Rema 1000 med den ene førsteplads efter den anden i forskellige typer af målinger, og 2022 er ingen undtagelse.

For syvende år i træk ender Rema 1000 som Danmarks bedste supermarkedskæde i Loyalty Groups årlige måling.

Og for at understrege Rema 1000's dominans: På seks af de syv kategorier i Loyalty Groups måling er Rema 1000 'best in class'.

»Det er en fantastisk præstation. At de kan ligge i toppen syv år i træk, det er virkelig udtryk for modstandsdygtighed. Det er super flot, at Rema 1000 er i stand til at fastholde det aftryk,« siger Mogens Bjerre, lektor på CBS:

»Alle i sektoren peger på, at de har selvstændige købmænd som forklaring. Mange af de her købmænd gør et fantastisk stykke arbejde, og der er mange medarbejdere, som står i kø for at arbejde i Rema 1000. Det kan du mærke i butikkerne.«

Også Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, peger på medarbejderne i kæden som et stort aktiv.

»Rema 1000 er inde i en positiv cirkel. De har fået et rigtig godt ry, og det betyder, at de kan tiltrække nogle af de bedste købmænd. Det er en stor årsag til, at de gør det så godt,« vurderer Bruno Christensen:

»Men det er ikke en urørlig kæde. Der skal ikke mange fejl til, før tingene går den anden vej. Så det er virkelig imponerende, at Rema 1000 formår at være fokuseret og holde stien ren og blive ved med at ende i toppen af de her målinger. Det er ikke nemt.«

Hos Rema 1000 er der glæde over endnu en topplacering.

»Det er absolut ikke noget, vi tager for givet. Der er rigtig hård konkurrence i dagligvarehandlen på alle parametre, så vi er enormt stolte over, at kunderne belønner os endnu en gang. Vi siger tak til kunderne for den her loyalitet,« siger Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000:

»Vi skal hele tiden arbejde for at fastholde kundernes interesse og tillid, så vi har stor ydmyghed over den her placering og vil gør alt for at vise, at vi fortjener det.«