Påskebordet er dekoreret med små påskeæg og fjerbesatte påskekyllinger, der står mellem vaserne med påskeliljer.

Påskepyntet er smukt, men også lidt for spændende for husets firbenede beboere. De risikerer at skulle en tur til dyrlægen, advarer Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.

Nysgerrige katte eller hunde ser påskepynten som spændende legetøj, men hvis de bider i det, risikerer det at sætte sig fast i dyrets luftveje eller mave.

'Hundehvalpe, der er ved at skifte tænder, elsker at tygge – også i påskepynt. Men pynten kan sætte sig fast i hundens luftveje og mave, hvis den kommer indenbords. Derfor kan det blive nødvendigt at operere pynten ud, og det er både en kedelig og dyr situation at stå i,' advarer Agria Dyreforsikring i pressemeddelelsen.

Katte - ikke mindst killinger - er legesyge, og risikerer at komme galt af sted med påskepynten.
Katte - ikke mindst killinger - er legesyge, og risikerer at komme galt af sted med påskepynten. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix/Arkiv
Vis mere

Også katte risikerer at komme under kniven, fordi de har spist noget, de ikke kunne tåle, fra påskebordet – for eksempel pynt eller påskeliljer.

Påskeliljer og tulipaner er giftige for hunde og katte.

‘Alle former for ægte liljer er meget giftige og kan være dødelige for kæledyrene. Vores danske påskelilje er giftig, men ikke dødeligt giftig, fordi de ikke er ægte liljer. Men dit kæledyr kan dog stadig få det rigtig dårligt,’ lyder advarslen i pressemeddelelsen.

Påskeliljens løg er særlig farligt, men resten af blomsten kan altså også føre til forgiftning hos både hund og kat.

Mens vi mennesker ser påskepynt, ser kæledyrene spændende legetøj. De kan få problemer, hvis de kommer til at sluge dele af pynten.
Mens vi mennesker ser påskepynt, ser kæledyrene spændende legetøj. De kan få problemer, hvis de kommer til at sluge dele af pynten. Foto: Bjørn Kähler/Scanpix/Arkiv
Vis mere

Hundeejere skal også være opmærksom på, at børnene ikke finder på at give hunden godbidder i form af rester fra deres påskeæg, da hunde som bekendt ikke kan tåle chokolade. Det er især mørk chokolade, der er farligt for dem.

Herudover skal man også holde øje med, at de ikke kommer til at spise følgende:

  • Nødder: De kan sætte sig fast i mave-tarm-kanalen.
  • Vindruer og rosiner: Kan i værste fald forårsage akut nyresvigt.
  • Fed og salt mad: Kan give maveproblemer og tarmproblemer.
  • Løg: Indeholder allicin og er farligt for hunde (og katte).