Ældre mennesker, der ligger sultne og tørstige alene i flere timer. Gennemblødte bleer, der ikke bliver skiftet. Medicin, der ikke bliver givet.
En ny dokumentar om rystende forhold på plejehjemmet Nørremarken i Køge har endnu en gang sat gang i en voldsom politisk debat om ældreområdet.
Ældreminister Astrid Krag (S) stillede torsdag morgen op til et interview på TV 2, hvor hun kaldte billederne fra dokumentaren »rystende« og sagde, at man jo »slet ikke er i mål«.
Derefter gik hun til angreb på »de borgerlige partiers nedskæringspolitik« på ældreområdet, mens hun fremhævede, hvordan den socialdemokratiske regering har sat langt flere penge af til de ældre.
Kigger man på tallene, er der dog ét problem – det passer ikke.
B.T. har tidligere fået eksperter til at gennemgå, hvor mange penge der er blevet afsat til ældreområdet de seneste 10 år.
Konklusionen var klar: Astrid Krag og den socialdemokratiske regering har afsat færre penge til ældreområdet end under VLAK-regeringen, hvor Thyra Frank fra Liberal Alliance var ældreminister.
»Der er ikke noget i tallene, der viser, at denne regering har prioriteret flere penge til ældreområdet, end den tidligere regering gjorde. Der sker et fald, da den nuværende regering træder til og laver sin første finanslov,« lød det dengang fra Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
På dette års finanslovsforslag har regeringen lagt op til at sætte 740,3 millioner kroner af til ældre. På VLAK-regerings sidste forslag til en finanslov i 2019 blev der spillet ud med 1.628,2 millioner kroner.
B.T. ville gerne have lavet et interview med Astrid Krag om, hvad hun baserer sin udtalelse på, når hun siger, at regeringen har afsat flere penge til ældreområdet, end den tidligere regering gjorde.
Det er der dog ikke mulighed for, oplyser Socialdemokratiets pressetjeneste, der i stedet henviser til et opslag fra Astrid Krag på Facebook, hvor hun ikke forholder sig til spørgsmålet.
Pressetjenesten vil heller ikke løfte sløret for, hvor det vil være muligt at møde Astrid Krag på hendes valgkampsturné i dag.