Det ulmer i DBU.

Bestyrelsen og den sportslige del er uenige om, hvor dansk fodbolds fremtid skal have sit hjerte. Bestyrelsen vil flytte til Fyn. Spillerne og holdet omkring især herrelandsholdet vil blive nær København.

B.T. har talt med en række kilder i toppen af DBU, og herfra lyder det, at selvom der er kæmpe begejstring over at få en nyt træningsanlæg, som vil samle alle, er der stor utilfredshed med, at DBUs bestyrelse lancerer Odense som epicentrum og hjem for landsholdene. Det er her, holdene efter planen skal både træne og bo.

Spillerne på især herrelandsholdet er dybt irriterede og forundrede over udsigten til at skulle køre yderligere halvanden til to timer i bil til et kommende træningsanlæg på Fyn efter mere eller mindre lange flyveture fra alle hjørner af Europa.

Spillerne har stor opbakning til utilfredsheden fra staben omkring landsholdene, erfarer B.T.

Kort og godt er fronterne trukket op: Bestyrelsen mod den sportslige sektor i DBU.

»Det er jo klart, at hvis vi lå i Ørestaden, så var der kortere, hvis vi skulle spille i Parken, men Odense ligger jo midt i landet, og vi laver ikke det her kun for vores herrelandshold. Vi laver det her for hele dansk fodbold. Vi har 17 landshold, som spiller i hele landet, så på den måde er Odense relativt centralt placeret,« siger Kenneth Reeh, vicedirektør i DBU, som er manden i spidsen for projektet.

»Det er da rigtigt, at der fra Odense til Parken er halvanden times kørsel plus det løse på en dårlig dag og på et dårligt tidspunkt, men det kan man også gøre meget ved. Det, kan jeg godt forstå, er langt. Og det er da klart, at hvis nogen får en dagligdag, som i stedet for Helsingør hedder Odense, at det så kan være lidt længere, men for nogen kan det være kortere. Der vil altid være nogen, der synes, det er langt. Jeg synes personligt ikke, det er langt,« fortsætter Reeh.

Herrelandsholdet er den store motor i DBU, og de fleste af spillerne kommer fra udlandet og kan se frem til halvanden til to timers kørsel hver vej fra lufthavnen, hvis det ender i Odense. Kan du forstå den pointe og utilfredshed?

»Det er klart, at der vil altid være nogen, som synes, det kunne være bedre, hvis det lå i Taastrup, Ørestaden eller lignende, men det er også de muligheder, der er. Lige nu kigger vi på Odense, som er midt i landet og inden for en afstand, som man nok ikke ville synes er langt, hvis man ikke var dansker.«

Der er for mange af spillernes vedkommende ingen direkte fly til Odense, og hvis de så skal sætte sig ind i en bil og køre yderligere to timer til Odense, så er det en afstand af en vis betydning, kan du ikke følge det?

»Jo, jo. Man kan også flyve til Odense, det skal man også huske.«

Kenneth Reeh er vicedirektør i DBU og står for projektet med en mulig flytning for landsholdene. Foto: DBU.dk.
Kenneth Reeh er vicedirektør i DBU og står for projektet med en mulig flytning for landsholdene. Foto: DBU.dk.
Vis mere

Men der er da ikke direkte fly fra Sevilla, Barcelona og andre storbyer i Europa?

»Nej. Det er da klart, at i forhold til at bruge en time på at køre til Helsingør, så bruger man halvanden til Odense. Det er en halv time mere, det er rigtigt. Det kan for nogen godt være meget, for mig personligt er det ikke slemt.«

Hvis vi tager et eksempel som de tre landskampe på syv dage i marts, så ville spillerne skulle køre frem og tilbage til Odense flere gange i løbet af få dage, og der er også to udebanekampe, samtidig med at der også er træning i Parken dagen før kamp, hvor de så også skal køre frem og tilbage, ligesom på kampdagen. Så begynder det at blive en del timer i bil eller bus?

»Jo. Når de er i Helsingør, kører de sjældent ind og træner dagen før, fordi det er i Parken, og den kender de. Det er nok mere, når vi er i udlandet, at vi gør det.«

Der er ofte – hvis ikke altid – træning i Parken dagen før en kamp?

»Det er en mulighed, men det er ikke altid, at de gør det. Det har de ikke altid benyttet sig af. Men prøv at høre her, det er ikke det, det kommer an på. Vi har fået en opgave, og der er plusser og minusser. For nogen vil det være langt at køre til Odense, og det vil det ikke være for andre. Det tager vi med, når vi laver en god businesscase. Så det er vi meget bevidste om. Lige nu arbejder vi fuldt på det, og det ser positivt ud, kommunen er positiv, og det er investorerne også. Mange synes, at det er et rigtig interessant projekt.«

Så du har ikke oplevet nogen stor modstand på det generelt?

»Nej, jeg taler også med medarbejdere, og der er det en bekymring, om folk skal flytte fra Brøndby til Odense, men det er jo slet ikke sikkert, at der er nogen af vores ansatte, som skal have deres faste gang i Odense. Men det kan være, at der er nogen, som hvis de skal til Helsingør, Aalborg, Viborg eller Herning, så skal til Odense, og der tror jeg, at det er de færreste, som synes, det er så stort et problem.«

Du hæfter dig mest ved, at der er en sindssygt stor glæde over, at alle landsholdene skal samles et sted og få den synergi ved det?

»Det er jo det vigtigste, og så er der altid nogle huller i osten. Dem må vi se på, om vi kan lappe på bedst muligt, så tingene bliver så gode som muligt for alle,« lyder det fra Kenneth Reeh, der endnu ikke kender den endelige pris på projektet, men skønner, det løber op i 200-300 millioner. Prisen for hotellet kommer oveni.

Allerede i foråret skal et andet stort problem være løst.

For om 10 måneder, 1. januar 2022, står landsholdet i en situation, hvor det kan være 'hjemløst'.

Landsholdsspillerne træner i øjeblikket i Helsingør, men kan rykkes til Odense.
Landsholdsspillerne træner i øjeblikket i Helsingør, men kan rykkes til Odense. Foto: NICK POTTS
Vis mere

Den nuværende bane i Helsingør skal laves om til boliger, og det var meningen, at der skulle bygges en ny hybridbane tæt på det nye stadion i byen, men det er blevet for dyrt, og Kenneth Reeh ved ikke, hvilken vej vinden blæser.

»Vi arbejder også på Helsingør, for det er et stort problem. Spillerne og staben er rigtig glade for Helsingør, og vi har brug for en hybridbane deroppe, så det har vi stadig en forhåbning om kan lykkes. Uanset om vi skal være i Odense, er det jo ikke noget, der står færdigt i morgen eller de næste tre-fire år, så vi skal stadig have et sted at være, og der er Helsingør stadig det, der er mest i pipelinen,« siger han og fortsætter:

»Det er gode omgivelser, og vi kender dem. Om jeg er positiv, det ved jeg ikke. Det er ikke afskrevet, at vi arbejder på en afklaring i foråret, og ellers er vi nødt til at kigge andre steder hen. Der er en positiv dialog med kommunen og partnerne deroppe,« slutter DBU-bossen, som har nok at arbejde med.

Både eksternt og internt.