Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er i øjeblikket under voldsomme beskyldninger.

Den 56-årige, tidligere fodboldspiller er en eftertragtet herre, hvorend han kommer, og da den glamourøse, russiske journalist Ekaterina Nadolskaya i forbindelse med Confederations Cup spottede ham på hans hotel i Sankt Petersborg, faldt de i snak.

Ifølge 30-årige Ekaterina Nadolskaya blev de enige om at gå op på Diego Maradonas hotelværelse for at lave et interview. Men her udviklede det sig angiveligt en anelse uheldigt.

»Maradona lukkede døren. Først svarede han på mine spørgsmål, og så begyndte han at chikanere mig,« siger Ekaterina Nadolskaya, der har indgivet en officiel klage, ifølge Mirror til det russiske medie Komsomolskaya Pravda.

Foto: Life.ru / Mash
Vis mere

Den russiske journalist beskylder fodboldikonet, der af mange betragtes som verdens bedste spiller nogensinde, for at have tvunget hende til at tage sin kjole af. Ifølge hende 'stoppede han først, da hun kun sad i sit undertøj'.

Via kilder tæt på Diego Maradona nægter nægter han sig ifølge Mirror skyldig og påstår, at den kvindelige journalist kom ind på hans værelse og begyndte at tage tøjet af.

»Maradona kunne ikke lide det og bad hende om at gå,« lyder det eftersigende.

Ekaterina Nadolskaya blev bange og truede med at ringe til politiet, men i stedet ringede Diego Maradona til hotelvagterne, som ifølge 30-åriges journalists eget udsagn bar hende gennem hotellet og ned til lobbyen, hvor hun angiveligt sad i undertøj og ventede i tre timer på at få sine ting.

Sidst, men ikke mindst skulle Diego Maradonas assistent være kommet og smidt 500 dollars efter hende.

»Ingen sagde undskyld. Jeg er ked af, at Maradona opførte sig, som han gjorde. Det er ikke værdigt af en mand,« siger hun og tilføjer, at overvågningsbillederne vil vise, at hun har ret.

Ifølge Mirror har det unavngivne hotel over for de russiske medier nedtonet episoden, mens myndigheder, som har håndteret sagen, ikke har ønsket at kommentere.

Diego Maradona var gæst ved Confederations Cup, hvor han søndag ovarrakte trofæet til Julian Draxler og Tyskland.