Rygterne har lydt rundt omkring.
Har Kasper Schmeichel, Wes Morgan og flere af de gamle mesterskabsdrenge for meget magt i omklædningsrummet?
Og er den danske landsholdskeeper gået for langt ned i niveau, som det lyder fra Leicester-fans rundt omkring?
Ikke i følge klubbens nye manager Brendan Rodgers.
»Han er en enestående keeper. Det har han vist,« siger manageren til Leicester Mercury og tilføjer:
»Jeg er ikke sikker på, hvordan hans niveau har udviklet sig i den seneste tid, men han virker meget sulten, meget fokuseret.«
»Først og fremmest laver han redninger. Det så vi på Vicarage Road (Watfords stadion, en kamp som Leicester tabte 2-1). Han lavede en fantastisk redning. Så han er er en meget, meget god målmand, men det han har, og hvorfor han er blandt de allerbedste, det er på grund af hans evne til at fordele boldene,« siger Brendan Rodgers videre til avisen.
Brendan Rodgers mener i øvrigt ikke, at det er negativt, hvis spillerne prøver at påvirke tingene i klubben, som det lød, de gjorde, da Claudio Ranieri skulle fyres.
»Hvis man skal spille med på højeste niveau og være med på et hold, hvor man vil dominere, bliver man nødt til at have personlighed,« siger han.
Leicester ligger for tiden på en tiendeplads i Premier League. Lørdag vandt de 1-2 over Burnley, og Kasper Schmeichel lavede en vigtig redning i de døende minutter.