Forhandlingerne mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny aftale for kvindelandsholdet i fodbold er brudt sammen, meddeler DBU til Ritzau og BT.

Klokken 13 stod det således klart, at kvindelandsholdet og DBU ikke kunne nå hinanden i forhold til at blive enige om en ny landsholdsaftale.

Mens DBU har bekræftet, at forhandlingerne er brudt sammen, har spillerne og deres fagforening Spillerforeningen endnu ikke udtalt sig om de kuldsejlede forhandlinger.

Ifølge BTs oplysninger var det DBU, som til sidst trak sig fra forhandlingsbordet og sagde stop.

Det skete efter tre-fire timers forhandlinger lørdag i DBUs lokaler i Brøndby, hvor Spillerforeningen var mødt op. Dog uden at det førte til noget.

BT erfarer, at DBU på mødet havde lagt et forslag til et midlertidigt udspil frem for spillerne. Det omfattede en forlængelse af den tidligere aftale dog med en 60% stigning i honorar og 56% stigning i stipendiater.

Det betyder, at spillerne til tirsdagens VM-kvalifikationsopgør mod Ungarn ville have modtaget et udtagelseshonorar på 4000 kroner mod 2500 kroner pr. spiller i den tidligere landsholdsaftale.

Samtidig ville de månedlige stipendier til udvalgte spillere også stige, men en sådan ordning afviste Spillerforeningen at gå med på, da spillerne vil have en endelig aftale på plads, før de igen optræder på det danske landshold. Som BT forleden kunne fortælle, skilles parterne ikke blot af millioner af kroner, men især af en strid om arbejdsgiver/arbejdstagerforholdet, DBU foreslog igen lørdag derfor at lade DIF og LO mægle i de anstregnte forhandlinger, men det blev også afvist af Spillerforeningen.

I en pressemeddelelse fra Spillerforeningen ærgrer anfører Pernille Harder sig over, at forhandlingerne stoppede, kort før parterne efter hendes mening nåede til enighed:

»Jeg synes egentlig, at vi var kommet forholdsvist langt og forholdsvist tæt på hinanden i forhandlingerne. De er gået lidt op, og vi er gået ned, som man gør i forhandlinger. Jeg er sikker på, at havde vi haft to timer mere, så tror jeg faktisk, at vi havde haft en aftale.«

Den udlægning er kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, langt fra enig i.

»Jeg er ked af, at Pernille havde den opfattelse, for så kender hun ikke Spillerforeningen. I løbet af formiddagen nærmede vi os hinanden, men da Spillerforeningen en halv time inden vores deadline kommer med deres gennemskrivning af det, vi har aftalt, har de helt ignoreret flere af de punkter, vi er kommet med, og pludselig er aftalen blevet dyrere igen. Vi kom ikke tæt på en aftale, og hele delen om, hvorvidt DBU er at betragte som en arbejdsgiver eller ej, havde vi slet ikke rørt ved endnu. Der er vi så uenige, at vi i DBU synes, det skal op på et højere niveau, og at vi skal tage imod DIF og LOs tilbud om at mægle,« siger Jakob Høyer til BT.

Nu arbejder DBU-ledelsen på at finde alternative spillere til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn tirsdag. Kan DBU ikke stille hold, bliver Danmark højst sandsynligt smidt ud af VM-kvalifikationen og eventuelt straffet med yderligere udelukkelser og bøder.

BT følger sagen.