»Nå, lad os køre.«
Han har kun lige akkurat sat sig i stolen overfor, da ordene kommer ud af munden på ham.
Han har afsat en halv time. Men så heller ikke mere.
For den danske succestræner Thomas Frank har nemlig mere travlt end de fleste. Langt mere.
Det er tydeligt, da han flyver rundt fra det ene møde til det andet på Brentfords træningsanlæg i det nordvestlige London, hvor B.T. møder ham.
Ved første øjekast vidner de mange skurvogne og opsatte telte ikke ligefrem om, at det er et Premier League-mandskab, der hører til her.
Men det siger alt om både klubben og de personer, der arbejder her.
»Det er fantastisk, når man kan mærke, at man laver noget, der giver så meget mening for folk,« er Thomas Franks reaktion, da han bliver spurgt ind til den første sæson i den bedste engelske fodboldrække.
En sæson, hvor han endte med at tage hele fodboldverdenen med storm ved at blive nomineret til årets træner, mens klubben sensationelt sluttede som nummer 13 i Premier League.
»Puha, der er meget at tage fat på. Vi har fået så mange oplevelser og vilde øjeblikke. Det er jo fuldstændig vanvittigt, det vi præsterer. Nogle gange er jeg faktisk i tvivl, om folk forstår det. Det må jeg bare sige,« lyder det fra Thomas Frank, da han bliver bedt om at tænke tilbage på det seneste år.
Et år, der har krævet mere af ham, end han nogensinde har prøvet før. Et år, hvor han er blevet presset helt ekstremt.
Som træner, men især som menneske.
»Jeg tror ikke, der findes noget mere ekstremt job end at være cheftræner i fodbold. Stresset, presset, og arbejdsbyrden er enorm. Vi skal præstere på absolut maksimum for at få point. Alt skal spille. Det er helt vildt hårdt,« fortæller han.
I mere end ti måneder kæmpede han i sidste sæson hver eneste dag for at opnå resultater, der nærmest virker ulogiske, når man kigger på det budget, som danskerklubben har til rådighed.
Han investerede stort set alle døgnets vågne timer på det projekt, han selv har været med til at forme, og derfor nåede han ikke rigtig at nyde den vanvittige rejse, han sidste år var en del af:
»Selvom jeg prøver at sige til mig selv: 'Husk nu lige, at vi allesammen også bare har været et lille barn, der har syntes, det var fedt at spille fodbold', så er det svært at beskrive, hvor hektisk det er at stå midt i det.«
Det enorme arbejdspres, han konstant er under, betyder derfor også, at han må give afkald på en masse ting og ofte lide store afsavn.
Savn af familien, som trofast følger med på sidelinjen.
»Jeg er pålagt mange ting, og det er det allerhårdeste. Jeg er fuldstændig låst, for jeg kan ikke rejse, når jeg gerne vil det. Det kan jeg kun i bestemte perioder, hvor mine børn ikke kan. Og det, synes jeg, er det hårdeste. Det savner jeg allermest,« forklarer den 48-årige dansker.
Da vi når til snakken om familien, er det dog, som om hans kropssprog pludselig ændrer sig markant.
Han har hele tiden siddet tilbagelænet i stolen i det telt, der midlertidigt fungerer som klubbens presserum på træningsanlægget i Hounslow-området.
Men nu rykker han frem i stolen og peger i bordet gentagne gange for at understrege, at på trods af store afsavn og et gigantisk pres skal man ikke have ondt af ham:
»Jeg er jo enormt stolt af at stå i Premier League. Der er kun 20 trænersæder. Og jeg ved godt, jeg selv har valgt det, der følger med. Jeg kan jo bare stoppe i morgen, hvis jeg ikke kan lide det.«
Det er med andre ord en del af pakken. Om han vil eller ej.
Men derfor kan man jo godt være mindre glad for visse dele af pakken end andre. Og her er der da også særligt én ting, som han aldrig bliver fan af.
Opmærksomheden.
»Spørger du mig, om jeg helst vil være det foruden, så er svaret ja. Det bider slet ikke på mig med opmærksomheden og alt det cirkus, der er rundt om fodbolden med medierne. Jeg bliver udsat for spørgsmål hver eneste dag,« forklarer Thomas Frank.
Men cirkusset er der. Og det vil det altid være. Men han kommer aldrig til at holde af det.
Også selv om han blot ét år er gået fra at være kendt i Danmark til at nu at være verdenskendt:
»Jeg kan eksempelvis ikke gå i supermarkederne uden at blive genkendt. Det kan jeg ikke. Uanset, hvor jeg går, så fornemmer jeg bare, at folk kigger. Jeg er altid lidt alert, når jeg træder ind et offentligt sted.«
»Alle hiver i én. Lige pludselig er man voldsomt interessant, og jeg forstår godt præmissen. Men jeg kan bare mærke, at der er jeg nødt til at skære fra en gang imellem.«
På trods af den enorme eksponering og berømmelse, som han ikke længere kan løbe fra, er der stadig ét punkt, han aldrig vil gå på kompromis med.
Hans personlighed og den måde, han er på som menneske.
»Jeg er selvfølgelig en anden træner nu, end da jeg startede for mange år siden. Men jeg håber ikke, jeg har ændret mig som person. Hvis jeg har det, så skal folk sige det til mig,« siger Brentford-træneren.
Én ting er der dog alligevel ændret ved ham det seneste år. Men det er også helt bevidst.
»Jeg blevet bedre til at passe på mig selv. Meget bedre. Det er jeg nødt til i det her job.«
