Seks minutter var der spillet - og så var katastrofen allerede total.

Sveriges nedtur i EM-kvalifikationen nåede et nyt lavpunkt med et grusomt 3-0-nederlag på udebane til Aserbajdsjan, som er nummer 120 i verden.

De to første af hjemmeholdets mål faldt, inden der var spillet seks minutter af EM-kvalifikationskampen, og ydmygelsen blev total, da Aserbajdsjan - med en mand i undertal - gjorde det til 3-0 i de døende minutter med et vildt spark fra midterlinjen.

'Sikke et mareridt for de gule og blå,' lyder overskriften hos Aftonbladet, mens en svensk tv-ekspert mener, at spillerne skal 'skamme sig'.

Foto: Tofik Babayev/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»At se vores landshold så uinspirerede og umotiverede er langt fra accepteret. De bør skamme sig over deres indsats. Selvom muligheden for EM var væk inden kampen, så kan man ikke spille sådan, som de har gjort i første halvleg,« lød det i pausen fra Bojan Djordjic i Viaplay-studiet i Sverige.

»Undskyld mig, Lindelöf, men sådan kan man ikke gøre,« sagde Arsenal-legenden Frederik Ljungberg om Manchester United-stjernens dårlige forsvarsaktion i forbindelse med 1-0-målet.

Med nederlaget er Sverige fortsat på kun syv point i gruppe F, hvor deres forhåbninger om andenpladsen for længst er passeret.

Østrig og Belgien snupper de to EM-pladser fra den gruppe, hvor Aserbajdsjan har fire point.