Den svenske U21-landsholdsspiller John Guidetti er lørdag blevet præsenteret i La Liga-klubben Celta Vigo. Her har han fået en fem-årig kontrakt. Det bekræfter klubben.

Til U21-EM tidligere på sommeren var John Guidetti med et mål mod Danmark i semifinalen med til at sende Sverige til tops. Og den præstation har man nok bidt mærke i Celta Vigo. I hvert fald skifter den stærke angriber til klubben på en fri transfer. Her bliver han holdkammerat med danske Daniel Wass, der tidligere på sommeren også skiftede til spanierne.

23-årige Guidetti optrådte efter semifinalen mod Danmark hånligt over for de besejrede danskere og var efterfølgende ude at undskylde episoden. Tre dage efter var han så med, da Sverige på straffespark slog Portugal og sensationelt vandt EM.

Guidetti har en fortid i Manchester City, hvor han dog aldrig rigtigt fik chancen. I stedet blev han sendt på det ene lejeophold efter det andet. Senest var han i sidste sæson uden den helt store succes at finde i skotske Celtic.