Alexis Sanchez skiftede i januar Arsenal ud med Manchester United, og det var hans holdkammerater i Arsenal ikke specielt kede af.

Det siger den anerkendte sportsjournalist, Raphael Honigstein, ifølge norsk TV2, som citerer podcast'en The Totally Football Show.

»Det lød måske nærmest som en joke, da Arsenal sagde, at de var glade for at slippe af med Alexis Sanchez,« siger Raphael Honigstein med henvisning til, at mange regnede chileneren for Arsenals bedste offensive kort.

»Men det er underkommunikeret, hvor stærkt resten af Arsenals omklædningsrum hadede Alexis Sanchez til sidst,« siger Raphael Honigstein, der er tilknyttet avisen The Guardian.

Den 29-årige Alexis Sanchez blev i Arsenal beskyldt for kun at tænke på sig selv, og det er aldrig populært i en hold-idrætsgren som fodbold, hvor ingen kan gøre ret meget ene mand.

Alexis Sanchez ses her i aktion for Arsenal, hvor han til sidst ifølge en anerkendt journalist var almindelig forhadt blandt medspillerne.
Alexis Sanchez ses her i aktion for Arsenal, hvor han til sidst ifølge en anerkendt journalist var almindelig forhadt blandt medspillerne. Foto: IAN KINGTON
Vis mere

»Arsenal ville let kunne fremvise en statistik, som ville fortælle, at Alexis Sanchez i den sidste halvsæson var den markspiller, der løb den korteste distance af alle, og at han havde flest dårlige afleveringer. Medspillerne så ham som én, der kun tænke på at vise sig frem. Og han gjorde det på en måde så det så ud som om, han var den eneste, der prøvede noget,« siger Raphael Honigstein.

Alexis Sanchez scorede i sin Premier League-debut for Manchester United, da holdet vandt 2-0 over Huddersfield, men siden har præstationerne for sidste sæsons Europa League-vindere været noget svingende.

DU KAN SE MÅLET MOD HUDDERSFIELD PÅ VIDEOEN OVER DENNE ARTIKEL