En time før Norges landskamp mod Israel vil sporvogne og tog stå stille i et kvarter som en markering.

Den kollektive trafik i Oslo bliver kortvarigt lammet op til fodboldlandskampen mellem Norge og Israel 11. oktober.

Oslo Sporveiers Arbeiderforening har på sin hjemmeside varslet strejke blandt sine ansatte en time før kampen for at vise sin støtte til Palæstina. Strejken vil vare et kvarter.

Foreningens budskab er, at Norge skal trække sin oliefond ud af Israel på grund af handlingerne i Gaza.

- FN rapporterer dagligt om grove brud på folkeretten, mens verdenssamfundet ser på. Samtidig profiterer Norge på Israels folkemord gennem oliefondens investeringer. Det er en uudholdelig situation, og fagbevægelsen har pligt til at gøre mere, lyder det i en erklæring på hjemmesiden.

Strejken gælder medarbejderne i sporvogne og på byens T-bane. Hos Oslo Sporveiers Arbeiderforening håber man desuden at få busserne med på markeringen.

Kampen mellem Norge og Israel spilles på Ullevaal Stadion som en del af VM-kvalifikationen.

Op til opgøret har præsidenten for Norges Fodboldforbund, Lisa Klaveness, givet sin holdning til Israel klart til kende.

- Personligt mener jeg, at når Rusland er ude, bør Israel også være ude. Det er min personlige mening. Og man kan godt have personlige holdninger, når man er fodboldpræsident. Det har jeg i hvert fald nu, siger hun ifølge Dagsavisen i podcasten "Pop og politikk".

Norge har indtil videre hentet maksimumpoint i sine fem første kampe og kan med en sejr spille sig et stort skridt tættere på næste års VM-slutrunde.

/ritzau/