I klippet ovenover kan du se nogle af Iscos lækre detaljer.

Den spanske stjerne Isco brillerede tirsdag aften for landsholdet med hele tre mål, og efter kampen valgte han så endelig at kommentere på sin situation i Real Madrid, som han er blevet rygtet væk fra.

For Isco er på det sidste i høj grad 'blot' blevet brugt som indskiftningsspiller, og det går ham på, fortæller han til Marca. Ifølge den 25-årige spanier skyldes det, at storklubbens træner, Zinedine Zidane, ikke længere har tillid til ham.

»I Real Madrid får jeg ikke den tillid, en spiller har brug for. Kampene med landsholdet giver mig et helt nyt liv, for her har jeg trænerens tillid,« sagde Isco til det spanske medie efter Spaniens storsejr på 6-1 over Argentina tirsdag aften.

Her markerede Isco sig med mål i det 27., 52. og 74. minut, og ifølge ham selv vil han særligt på landsholdet gerne vise, han er en god spiller. Dog har han svært ved at sætte en finger på, præcist hvordan han skal genvinde Zinedine Zidanes tillid. For franskmanden er før blevet beskyldt for at være svær at arbejde med for de spillere, der har svært ved at slå igennem på førsteholdet.

»Måske er jeg problemet i Madrid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vinde Zidanes tillid,« sagde Isco efter kampen, hvor Lionel Messi ikke var med for Argentina og i stedet måtte se til fra tribunen på grund af en muskelskade.

Isco er ikke den eneste stjerne, der er blevet rygtet væk fra Real Madrid. Og Gareth Bale blev for en måneds tid siden meldt færdig i storklubben til sommer.

I en klumme for Marca lød det fra Carlos Carpio, at den walisiske offensivspiller har gang i sine sidste måneder for de forsvarende spanske mestre og Champions League-vindere.

»Beslutningen om, at han ikke skal fortsætte i næste sæson er allerede truffet. Han er løbet tør for kredit,« lød det.

 

Andre læser også