Fem år og ikke mere.

Gareth Bale er færdig i Real Madrid til sommer. Det skriver det spanske medie Marca, der om nogen har styr på, hvad der sker i klubben.

I en klumme skriver Carlos Carpio, at den walisiske offensivspiller 'står foran sine sidste tre måneder i Real Madrid'.

»Beslutningen om, at han ikke skal fortsætte i næste sæson er allerede truffet. Han er løbet tør for kredit,« lyder det.

Det skulle være de mange skader, som har plaget Gareth Bale kontinuerligt siden ankomsten til Real Madrid i 2013, som ledelsen nu har fået nok af. I klummen fremføres det, at den 28-årige kant har haft hele 25 skader i sin tid i klubben.

Og de skulle have været skyld i, at waliseren har misset knap hver tredje kamp: I alt 78 styk.

Læs også: Real Madrid til stjernemålmand: Vent på os

Indtil videre har han haft tre muskelskader bare i indeværende sæson.

I  øjeblikket er Gareth Bale dog skadefri, men hos træner Zinedine Zidane står han ikke blandt de foretrukne spillere. I det store Champions League-brag mod PSG var Gareth Bale på bænken - og det samme var han i onsdagens ligakamp mod Leganes, selv om flere af de faste startere fik en pause, blandt andre Cristiano Ronaldo. Se højdepunkter fra Leganes-kampen øverst i artiklen

I denne sæson har Gareth Bale været med i startopstillingen i 10 af de hidtidige 24 Primera Division-kampe. Han er blevet skiftet ind fire gange – og har scoret i alt seks mål.

I Champions League er det blevet til to startpladser i syv kampe og en enkelt indskiftning (i den første ottendedelsfinale mod PSG). Han har scoret et mål i denne turnering

Det er desuden blevet til yderligere to begrænsede optrædener i både den spanske pokalturnering og ved klub-VM med et mål i hver af de turneringer som udbytte.

Hos Marca skriver Carlos Carpio, at Zinedine Zidane ikke er imponeret af Gareth Bales indsats i de kampe, hvor han får chancen. Han formår ikke at blive en del af holdet, lyder det.

»Bale spiller, som han lever sit liv: Isoleret i sin egen verden, fjernt fra andre,« lyder det i klummen.

Træner Zinedine Zidane og Gareth Bale.
Træner Zinedine Zidane og Gareth Bale. Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Gareth Bale forlængede i 2016 sin kontrakt med Real Madrid, så den løber til sommeren 2022.

Men 2018 bliver altså året, hvor ægteskabet mellem waliseren og den spanske klub stopper. Ifølge Marca.

»Sådan en præstation fuld af op- og nedture vil også være med til at blokere vejen for Marco Asensios udvikling, og utilfredsheden er også flyttet op på tribunerne,« lyder det i klummen, hvori der også står, at Real Madrid i sommer satte et prisskilt på 90 millioner euro på Gareth Bale.

Der var dog angiveligt ingen klubber, der var villige til at betale prisen.

Efter en meget ujævn sæson står Real Madrid i det hele taget over for et større oprydningsarbejde til sommer. Det er kun kort tid siden, at en anden toneangivende Real Madrid-journalist fra AS fortalte, at den spanske midtbanespiller Isco ligeledes skulle være en færdig mand i klubben til sommer.