Lørdag var der premiere på teaterforestillingen 'No Regrets' om Stig Tøftings liv. På Teatret Svalegangen i Aarhus.
Salen var proppet, og der blev både grint og grædt på stolene i løbet af forestillingen.
Specielt seancen, hvor Stig og familien tager afsked med deres én måned gamle søn Jon i 2003, berørte de fleste i salen.
Og berørt blev Stig Tøfting og familien også. Det fortæller han til B.T. efter premieren.
»Jeg kneb da en tåre hist og pist, men jeg nød det. Mine børn, nogle af dem, jeg havde med, og andre gæster var også berørte,« siger Tøfting og fortsætter.
»Det er klart, når det bliver genopfrisket, og man bliver mindet om det, så bliver man da ked af det, selvfølgelig gør man det. Men det bliver behandlet med så meget respekt, og jeg skal se det igen.«
Bag ved pressen sad Stig og dele af hans familie, og der var mange, der snøftede på rækken, hvor Stig og hans nærmeste sad.
»Jeg tog lige fat i en af mine døtre efter stykket. Begge mine piger blev ret kede af det, men det bliver de også, når vi går en tur og snakker om ham, de er mere berørt af det, end jeg er.«
»Men vi fik en god afsked. Vi tog ham med hjem og op på værelset, hvor de tegnede tegninger og spillede på en spilledåse. Det har gjort, at de også har et tæt bånd til ham, selvom han kun blev én måned gammel.«
Selvom familien kender historien bedre end nogle andre, så er det mere eller mindre umuligt at klæde sig på til at skulle genopleve så tragisk en hændelse.
»Jeg har ikke kunnet forberede dem på. Det kan man ikke. De ved, hvad de er gået ind til. Betina (ekskonen, red.) har set en af gennemspilningerne, har talt med dem og fortalt, at der vil komme noget, der vil røre dem. Men vi har alle godt af at græde lidt en gang imellem.«
Morten Kjær, der spiller Stig Tøfting i stykket, syntes også, det var ret vildt at skulle spille så sårbar en scene foran Stig og familien.
»Det er super fedt og stort. Jeg kiggede lige op på Stig et par gange, men jeg har været så meget i det, at man ikke rigtig tager det ind.«
»Min far sad nede på førsterække, og der blev jeg enormt rørt, da jeg fik øjenkontakt med ham. Men vi har øvet det så meget, at det bliver lidt en boble at være i.«
Efter stykket kom Stig Tøfting på scenen, mens der var stående bifald, og så udvekslede han lige et par ord med Morten Kjær.
»Jeg sagde bare til ham, at det var pisse godt, og han spillede fantastisk, og det er sjældent, at der kun kommer rosende ord ud af min mund, men det gjorde der.«
Du kan se forestillingen på Teatret Svalegangen frem til 14. maj.