Ingen træner har endnu vundet både FA Cup'en og VM i fodbold. Men til sommer drømmer Belgiens landstræner, Roberto Martinez, om at blive den første, der gør det.

I 2013 førte han højst overraskende Wigan til sejr i FA Cup'en. Det vil være en knap så stor overraskelse, hvis Belgien vinder VM i Rusland, for landet har virkelig mange gode spillere for tiden.

»Ja, det er en gylden generation, for vi har mange spillere, der er nøglespillere i store europæiske topklubber,« siger Roberto Martinez ifølge BBC.

Iblandt dem er Kevin de Bruyne og Vincent Kompany i Manchester City, Romelu Lukaku i Manchester United, Jan Vertonghen i Tottenham og Eden Hazard i Chelsea.

Da Roberto Martinez vandt FA Cup'en med Wigan i 2013 var holdet store underdogs i finalen mod Manchester City. De var nedspillede i over 80 minutter. Men netop som Manchester City begyndte at indstille sig på forlænget spilletid, slog Wigan til og vandt finalen 1-0 på et mål til sidst af  Ben Watson.

Men Wigan mødte andre hold i turneringen undervejs - Bournemouth, Macclesfield, Huddersfield og Millwall. Dengang lå Wigan i Premier League, så i de kampe var de favoritter.

Og det er netop her, Roberto Martinez ser ligheden mellem Wigan og det belgiske landshold, som i indledende runde ved VM møder England, Tunesien og Panamá.

»Man skal være lidt af en kamæleon som træner og som hold,« siger Roberto Martinez.

»Mod Manchester City vidste vi i Wigan, at vi skulle spille op til vores bedste. Spillerne var afslappede, men de var samtidig alle meget bevidste om deres ansvar på banen. Det er i virkeligheden nøglen til succes for alle hold,« siger den 44-årige spanier.

»Man skal være et stærkt hold mentalt for at kunne gennemføre sin taktik. Og det gælder, uanset om man er favorit eller underdog,« siger Roberto Martinez og fortsætter:

»I FA Cup'en skal man være i stand til at tilpasse sig de forskellige modstandere og de forskellige forhold. Det er det samme ved VM. Der kan tingene skifte meget hurtigt, og man skal tilpasse sig situationen. Man kan gå fra at være favorit i den ene kamp til at være underdog i den næste - eller omvendt. Nogle bruger det så som undskyldning for, at man ikke var i stand til at præstere. Men jeg ser det på en anden måde. Man skal være bedre end modstanderen til at tilpasse sig forholdene.«

Belgiens bedste præstation ved VM er bronzemedlajerne i 1986. Og blandt andet derfor mener Roberto Martinez ikke, at hans hold er helt oppe blandt topfavoritterne til at tage VM-guldet.

»Så skal man nok have vundet VM tidligere. Et hold som Tyskland for eksempel. Det er også derfor, de har så flot en resultat-liste,« siger han om de regerende verdensmestre, der ialt har vundet VM fire gange.

»Det viser også noget om den mentale side af spillet - på alle niveauer, faktisk. Hvis man kommer med en vinder-mentalitet, så vinder man også flere kampe,« siger Roberto Martinez.