Martin Braithwaites ophold i Middlesbrough har været alt anden end en succes.

Ja, for Braithwaite selv er den største succes i klubben sikkert, at han er blevet udlejet til spanske Leganes.

I mellemtiden har danske landsholdsangriber været ude at sige, at han mener, at Middlesbrough spiller 'underligt' fodbold, og at han ikke ønsker at komme tilbage til klubben under træner Tony Pulis.

Og det er faldet den velkendte træner for øre.

Manager Tony Pulis er ikke begejstret over sit danske angrebs-es.
Manager Tony Pulis er ikke begejstret over sit danske angrebs-es. Foto: ALAN WALTER
Vis mere

»Han er den bedst betalte Championship-spiller, jeg nogensinde har arbejdet med, og da jeg var i West Bromwich Albion i Premier League, tror jeg ikke, der var mange, der tjente lige så meget, som Braithwaite gør her,« siger Pulis til Northern Echo og fortsætter:

»Den respektløshed han har vist området og klubben er forbavsende. Han er en spiller, der har taget så meget af klubben og givet så lidt igen. At han kan tale på den måde er virkelig skuffende. Men jeg har været i fodbold længe, og en gang i mellem støder man på sådanne spillere.«

Ikke just pæne ord den danske landsholdsspiller får med på vejen af Tony Pulis, som mener, at Braithwaite ikke viser respekt for hverken fans eller klubbens ejer, som har investeret mange penge i spilleren.

Om ordene er for hårde, kan man selv vurdere ud fra Braithwaites udtalelser.

»Det projekt, jeg blev præsenteret for i Middlesbrough, ændrede sig fuldstændig, da Pulis kom til. Han har en underlig måde at spille fodbold på. Holdet spiller defensivt med lange bolde. Det er rigtig kick and rush. Det passer ikke så godt til mig. Det er også forklaringen på, at jeg ikke spillede så meget i Middlesbrough, men jeg brokkede mig aldrig. Jeg arbejdede hårdt og forsøgte at bevare det gode humør hver dag på træningsbanen. Derfor kan jeg også kun ryste på hovedet over de historier, der kom frem om, at jeg var et brokkehoved. Det var jeg på ingen måder,« sagde Braithwaite til Ekstra Bladet under landsholdspausen i marts.

Braithwaite er som nævnt lejet ud til Leganes i La Liga. Her præsterer han rigtig flot og har blandt andet scoret mod Barcelona og Real Madrid.

Klubben har dog ingen købsoption på Braithwaite, så hvad fremtiden bringer for den danske offensivspiller er ikke til at vide.

Leganes ligger nummer 11 i den bedste spanske række, mens Middlesbrough - som Braithwaite kom til i sommeren 2017 - ligger nummer otte i den anden bedste engelske række.