Den tidligere danske landsholdsspiller Mathias 'Zanka' Jørgensen bytter Belgien ud med USA efter blot et halvt år belgiske storklub Anderlecht.
På sin hjemmeside oplyser Anderlecht, at danskeren i stedet skifter til Los Angeles Galaxy, der spiller i Major League Soccer (MLS). Galaxy oplyser, at danskeren har fået en toårig kontrakt.
Anderlechts fyring af den senere landstræner Brian Riemer i september er formentlig en del af forklaringen på, at den danske forsvarsspillers ophold i Bruxelles-klubben blev kort.
Da 'Zanka' i sommer skiftede fra Brentford til Anderlecht, lagde danskeren vægt på sit store kendskab til Riemer, som han tidligere i karrieren havde arbejdet sammen med i FC København.
Nu rykker 'Zanka' videre til USA, hvor der er store forventninger til den 34-årige dansker.
»Vi er glade for at kunne byde ham velkommen her. Med sine kvaliteter og store erfaring bliver han en vigtige tilføjelse til vores trup i vores bestræbelser på at gøre os gældende i flere turneringer i den kommende sæson,« siger sportsdirektør Will Kuntz.
MLS-sæsonen kører efter kalenderåret og begynder i slutningen af februar.
Forsvarsspilleren opnåede 37 A-landskampe for Danmark i perioden 2008-2024, inden han selv sagde stop på landsholdet efter EM sidste år.