Jose Mourinho er klart til at lade en af klubbens offensive esser forlade Manchester United.

Det skriver The Times.

Ifølge det engelske medie vil manageren ikke stå i vejen for Anthony Martial, hvor den franske angriber selv ønsker at forlade klubben til sommer.

Og Jose Mourinho skulle være klar over, at spillerens agent allerede er i gang med at lede efter en ny klub til franskmanden, der blev hentet i Monaco af Manchester United i sommeren 2015 - for en sum, der gjorde den dengang 19-årige Anthony Martial til den dyreste teenager nogensinde.

Nu knap tre år senere ser det svært ud med hensyn til at få spilletid, efter at Manchester United i det seneste transfervindue hentede Alexis Sanchez til angrebet. Øverst i artiklen kan du netop se chileneren score i weekendens FA Cup-semifinale mod Tottenham

Jose Mourinho planlægger i det hele taget en større udrensning af sin trup til sommer - læs mere om planerne her - og i den forbindelse har han også brug for at skaffe store summer på spillersalg, selv om Manchester United er i besiddelse af en stor pengetank.

Og den portugisiske manager skulle insistere på at holde fast i sit dogme om, at hvis en spiller vil væk, så vil han ikke stå i vejen for ham.

Manchester United ligger lige nu to i Premier League og står foran en FA Cup-finale.

Anthony Martial er kun 22 år, og det ventes ikke, at han skulle få svært ved at finde en ny klub i Europa. Han har til sommer kun et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Premier League-klubben.

Se også