»Jeg er over min grænse. At vi vinder på denne her måde, foran denne her kulisse. Deeet...«

Sådan sagde en tårevædet Pierre-Emile Højbjerg den 13. juni 2015 efter sejren over Serbien i Parken i et efterhånden legendarisk interview.

Den dengang blot 19-årige knægt blottede sig for hele Danmark for åben skærm, og det gjorde ham på mange måder folkelig. Men egentlig fortryder han interviewet i dag.

»Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg nok ikke have stået og grædt på tv. Det siger jeg bundærligt,« fortæller Pierre-Emile Højbjerg til B.T. DU KAN SE INTERVIEWET I TOPPEN AF ARTIKLEN.

Pierre-Emile Højbjerg var rørt til tårer efter kampen mod Serbien. Her ses han efter kampen med Kasper Schmeichel.
Pierre-Emile Højbjerg var rørt til tårer efter kampen mod Serbien. Her ses han efter kampen med Kasper Schmeichel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det var meget grænseoverskridende, og mest af alt i tiden efter. Men det var bare følelserne. Nogle gange er følelser så kraftige. Det, man ser, var det, jeg følte. Jeg var rørt af en fantastisk oplevelse med en historie bag.«

Historien bag åbnede den nu 24-årige midtbanespiller op for i et interview med Sat Af, tirsdag. Her fortæller han, hvordan han så Parken lyse op med sin far fra Rigshospitalet, sidste gang de så hinanden.

»Ja, nu skal du også lige spille for landsholdet, så har du vist gjort det meget godt,« fortalte Pierre-Emiles far ham, der ikke nåede at se ham spille for Danmark, inden han døde.

Derfor har Højbjerg et specielt forhold til den nationale arena, hvilket allerede viste sig den dag i juni 2015 i interviewet efter Serbien-kampen.

Især blev han rørt over barndomsvennen Yussuf Poulsens store kamp, hvor han blandt andet scorede et mål.

»Pierre er en følelsesladet person, og han har følelserne uden på tøjet, så det overraskede mig egentlig ikke. Han viser følelser, han viser engagement og er meget udadvendt på den front,« fortæller Yussuf Poulsen.

»Jeg synes bare, det var fedt. Det er fedt, at man kan få lov til at være så hudærlig og åben på direkte tv, og nogle gange kan man ikke helt selv styre det, og det tror jeg heller ikke Pierre kunne i den situation.«

I 2015 hed trænerteamet på landsholdet Morten Olsen og Peter Bonde. Sidstnævnte var assitenttræner, og han mener på ingen måde, at Højbjerg har grund til at fortryde episoden.

»Han skal bestemt ikke fortryde det. Jeg tror, at det tværtimod har gjort, at mange fodboldfans har taget ham til sig, fordi folk gerne vil se nogen, der brænder for det. Det er man ikke i tvivl om, at han gør. Det er en del af hans fortælling,« forklarer Peter Bonde.

Selv synes den daværende assistenttræner, at det er fantastisk, at Højbjerg udviste følelser på så åben og ærlig en facon.

»Jeg synes, at det er en super ting. Han var sig selv og virkelig, virkelig træt. Han spillede ikke en rolle,« mener Peter Bonde.

»Det kan godt være, at han er i et forsøg på at være voksen nu og tænker, at det var ærgerligt, at han gjorde det dengang. Men jeg synes, at det var fantastisk. Jeg er helt sikker på, at det ikke er noget, der har skadet hans karriere. Tværtimod.«